Gå til sidens indhold

40 år i frihed

68-årige Inge Schjellerup har en lang og succesfuld karriere bag sig som forsker og formidler inden for sydamerikansk kultur, men fastansat har hun aldrig været.

Af Lasse Højsgaard

Inge%20Schjellerup

I 2015 fejrede Inge Schjellerup et bemærkelsesværdigt 40-års jubilæum på Nationalmuseet. At være på en arbejdsplads i 40 år er altid særligt, men at være på en arbejdsplads i 40 år uden nogen sinde at have været fastansat, er alligevel helt ud over det sædvanlige.

40 års løsansættelse er om ikke Danmarksrekord, så i hvert fald rekord på Nationalmuseet. Og det er Inge Schjellerup med egne ord ”rævestolt af”.

”Jeg var stolt af at have været i stand til at svinge mig fra lian til lian og bevare tilknytningen til Nationalmuseet. Jeg synes jo, det er en fantastisk institution, så der ligger en stor kærlighed – selv om jeg nogle gange er blevet stedmoderligt behandlet,” siger hun.

Der ligger en stor kærlighed – selv om jeg nogle gange er blevet stedmoderligt behandlet.

For historien har to sider. Den ene handler om en forsker, der i årevis har bidraget til Nationalmuseets produktion og gode omdømme, uden man en eneste gang i 40 har kunnet – eller villet – finde plads til en fastansættelse. Den anden handler om en forsker, der ”på egne ben” har opnået en flot karriere med mange udmærkelser.

”Nationalmuseet har altid været min institutionelle tilknytning, men det har aldrig været takket være Nationalmuseet, at jeg har kunnet lave mine projekter,” siger hun.

Inka-Inge
68-årige Inge ’Inka-Inge’ Schjellerup er antropolog og dr. phil. i arkæologi, og så er hun landets måske største videnskapacitet omkring Inka-kulturen. Hun har i løbet af sin karriere gennemført en lang række videnskabelige projekter, men også projekter med kulturelle og udviklingsmæssige aspekter.

Det hele startede med bogen ’Guld og guder fra Peru’, som Inge Schjellerup slugte som unge pige engang i slutningen af halvtredserne. Siden blev hun etnografistuderende og allerede i 1969 blev hun tilknyttet Nationalmuseet som studenteransat. I 1971 kom hun på sin første rejse til Sydamerika med en amerikansk ekspedition, hvor hun blandt andet stiftede bekendtskab med chachapoyas-kulturen i det nordøstlige Peru, hvilket senere skulle blive et af de centrale temaer i hendes forskning.

Som færdiguddannet var hendes første ansættelse et projekt, der handlede om gammel peruviansk keramik, finansieret af Videnskabernes Selskab. Herefter besluttede hun sig for at vende interessen tilbage mod chachapoyas-kulturen, og så søgte og fik hun selv penge fra Carlsbergfondet til et projekt, hun gennemførte for Nationalmuseet.

Bevilling rækker ikke hele vejen
Hermed var linjen lagt for Inge Schjellerup, og det skulle siden blive til en lang række projekter. Et af de mere opsigtsvækkende handlede om udgravning af gamle vandingsanlæg, som inkaerne i sin tid etablerede. Genetableringen af de gamle vandingskanaler var samtidig med til at forbedre landbruget for de lokale indbyggere, og projektet blev således også et til et udviklingsprojekt, som Danida bidrag med midler til ud over Det Humanistiske Forskningsråd, der støttede det videnskabelige element.

Projektpengene betalte omkostningerne og Schjellerups løn i den budgetterede projektperiode. Ansøgningsprocessen, var der dog ingen, der betalte for, og heller ikke altid den afsluttende proces.

”Et af de problemer, jeg ofte er stødt på, er at man ikke får penge til den videnskabelige bearbejdelse af det materiale, man samler ind. I landbrugsprojektet i Peru blev det direkte sagt til mig af en medarbejder i forskningsrådet, at ”det kan du gøre i din arbejdsløshedsperiode”. Da blev jeg meget vred. Det tror jeg også, vedkommende forstod,” fortæller hun.

For dygtig til ansættelse
Arbejdsløshedsperioderne for Inge Schjellerup har sjældent været meget lange. Den længste periode var måske et års tid, erindrer hun. Men hun havde gerne været dem foruden og haft den faste indtægt, der kunne skabe ro mellem projekterne.

”Man bruger jo afsindigt meget tid på at skrive de ansøgninger. Og man ved aldrig, om man får pengene. Når man sidder med mand og hus og børn – min mand var heller ikke fastansat i en periode – så er det svært at vide, hvad man har at gøre godt med økonomisk.”

Med tiden fik hun rutinen med at søge projektmidler hjem, og en chef på Nationalmuseet sagde sågar til hende, at ”du er så dygtig, at dig behøver vi ikke ansætte”.

Det blev direkte sagt til mig: det kan du gøre i din arbejdsløshedsperiode.

En noget malplaceret bemærkning, mener Schjellerup og peger på, at det ikke kun er museet, der begunstiger hende ved at lægge navn og faciliteter til hendes projekter – de får i høj grad noget igen.

”Så længe du får penge og publicerer, er du med til at opfylde Nationalmuseets resultatkontrakter. Samtidig kan de bryste sig af, at de har været med til at skaffe så og så mange eksterne midler,” siger hun, men nævner også, at der på afdelingen, hun var tilknyttet, altid har været godt gensidigt sammenhold og respekt mellem kollegerne – såvel løst- som fastansatte.

Lagt navn til to planter
Men ser man bort fra den manglende fastansættelse, er det nu ikke fordi, det skorter på anerkendelse af Inge Schjellerup. Især i Peru er hun særdeles anset både for hendes videnskabelige indsats og for hendes arbejde for landet i al almindelighed. Hun er således æresprofessor ved universiteterne Privada de Antenor Orrego og Nacional de Trujillo, og ved sidstnævnte er hun desuden også æresprofessor. I 2012 fik hun desuden overrakt en guldmedalje af regionsregeringen i Amazonas i Peru for sin indsats.

Og så har hun desuden opnået den for den dansk videnskabsperson sjældne ære at få hele to planter opkaldt efter sig: ‘Iochroma Schjellerupii’ i 1998 og ‘Larnax Schjellerupii’ i 2003.

Schjellerup er 68 år og gik i indkomstmæssig forstand på pension sidste år. Men arbejdslivet er langt fra slut. Hun figurerer stadig som projektseniorforsker ved Nationalmuseet, hvor hun efter aftale fortsætter arbejdet med sine projekter, men også fortsat søger midler til nye eventyr.