Gå til sidens indhold

Jeg har så småt vænnet mig til det

Der skal sluges mange kameler, hvis man er stædig og insisterer på at blive ved sit fag, selv om de faste stillinger virker uopnåelige. Det kan Kent Laursen og Martin Appelt skrive under på.

Af Lasse Højsgaard

At pendle mellem landsdelene og bo på campingplads eller vandrerhjem i månedsvis for at kunne passe sit arbejde. Det er vilkårene for mange af de arkæologer, der ikke er fastansatte, men lever af projektansættelser ved skiftende museer, når der sker udgravninger.

Kent Laursen kender alt til de afsavn. Siden han blev færdiguddannet som arkæolog i 2005, har han kun været fastansat i godt halvandet år, hvilket endte med en fyring på grund af nedskæringer. Langt det meste af hans karriere har arbejdet været projektansættelser, og det er også situationen i dag, hvor han er ved Moesgård Museum.

”I perioden efter min fyring arbejdede jeg i Næstved, hvor jeg startede med at pendle fra mit hjem i Malling ved Århus. Senere flyttede jeg så på en campingplads. Jeg har også arbejdet i Vendsyssel, hvor jeg boede på vandrehjem, mens arbejdet stod på. Så nu nyder jeg at have kort til arbejde,” fortæller han.

Tradition for løsarbejde
Arkæologi-faget er en branche, hvor de løse ansættelser er ekstremt udbredt. Ved en undersøgelse, som Dansk Magisterforening foretog i samarbejde med Foreningen af Fagarkæologer i 2014 var 43 procent af de 235 arkæologer, der deltog i undersøgelsen, ansat på midlertidige kontrakter.

”Sådan har det været, så længe jeg har haft kendskab til faget. Og ud fra det, man hører fra de ældre kolleger, var det også sådan tidligere. Ja, måske var det oven i købet værre, fordi man trods alt har fået bedre styr på kontrakter og arbejdsforhold,” fortæller Kent Laursen.

Det er ikke kun skidt. Han kan også pege på fordele ved de skiftendende arbejdspladser.

Det opvejer ikke irritationselementet ved at skulle pendle eller bo andre steder, eller det, at man konstant skal kigge efter nyt job.

”Man møder mange forskellige kolleger og får et stort netværk, og så kommer man til at opleve mange forskellige typer af arkæologi, så rent fag-fagligt kan der være et udbygge. Men det opvejer ikke irritationselementet ved at skulle pendle eller bo andre steder, eller det, at man konstant skal kigge efter nyt job – både når man er i arbejde, og når man ikke er.”

Tilvænning
Som sagt er det store dele af arkæolog-styrken, for hvem midlertidige kontrakter er normen, og ifølge Kent Laursen er der en udpræget grad af forståelse for, at museerne ikke har mulighed for at fastansætte flere, og accept af, at det er vilkårene, hvis man vil være arkæolog. Selv har han ingen planer om at stoppe.

”Jeg har så småt vænnet mig til det. Selvfølgelig vil jeg gerne vil være fastansat og venter på den dag, hvor det pludselig sker. Men det er også blevet lettere for mig at finde arbejde, efterhånden jeg man bliver mere erfaren, får flere kompetencer og mere netværk. Jeg er stædig og synes, det er sjovt, og jeg vil gerne mit fag, og tror, jeg kan blive ved med det,” siger Kent Laursen hvis nuværende ansættelse løber til 1. oktober.

Økonomisk korte frister
Martin Appelt er museumsinspektør på Nationalmuseet, men forud for dette gik 19 år som løst tilknyttet i forskellige projektansættelser.

”For mig har den største udfordring været, at jeg ikke altid har kunnet være nok tilstede i mit projekt, fordi jeg samtidig har skullet tænke på, hvordan jeg løb midlerne op til det næste projekt. Så der var ikke fuld fokus på det, jeg var betalt for at lave, og det gav mig nogle hængepartier, når projekterne sluttede,” fortæller han.

En problemstilling, der går igen for mange med midlertidige ansættelser, er den økonomiske usikkerhed. Indkomsten kan sagtens ligge på niveau med fastansatte kolleger, men der er ingen garanti for, at det fortsætter på samme niveau. Rent praktisk kan det således være svært at få et boliglån, hvis man ikke har fast ansættelse.

”Det er svært at langtidsplanlægge, når man ikke ved, hvordan tingene ser ud. For mit vedkommende gjorde det, at jeg ikke turde sætte mig i en ejerbolig, for jeg anede ikke, om pengene var der næste måned. Så man bliver generelt ret forsigtig, og den konstante økonomiske usikkerhed lægger tryk på familien, det er der ingen tvivl om,” siger Appelt.

Ulige muligheder for kompetenceudvikling
Et vigtigt forhold omkring ens arbejde er muligheden for løbende at udvikle sine kompetencer. Når DM Natur og Kultur har spurgt til dette tema hos forskellige kilder, er svaret ret enslydende: formelt har folk på tidsbegrænsede kontrakter de samme muligheder, men reelt ser verden anderledes ud.

Jeg kan sådan set godt forstå ræsonnementet – at man ikke vil investere i arbejdskraft, som man ikke ved er der fremover.

”Jeg vil sige, at mulighederne for efteruddannelse er lig nul. Det er ikke institutionens manglende vilje, men når der er en meget overskuelig mængde penge til videreuddannelse, så investerer man det ikke i de løsansatte,” siger Martin Appelt, der selv som løsansat har spurgt adskillige gange og fået nej.

”Jeg kan sådan set godt forstå ræsonnementet – at man ikke vil investere i arbejdskraft, som man ikke ved er der fremover,” tilføjer han.

Kent Laursen har mere blandede oplevelser omkring videreuddannelse og kompetenceudvikling.

”Det er meget forskelligt på de museer, hvor jeg har været. Mange steder tages der hånd om, at man kan sendes på kurser og seminarer. Men jeg har også oplevet, at der konsekvent sker en diskrimination af de løsansatte – at de ikke kommer af sted og måske ikke bliver oplyst om det,” siger Kent Laursen.

Besværlig lov
De projekter, Martin Appelt har været ansat i, har varet i alt mellem 2 uger og 3 år, og arbejdsløshedsperioderne imellem har altid været helt korte. Af og til, har han reelt været tvunget til at melde sig arbejdsløs, selv om han godt kunne have fået forlænget sin ansættelse. Grunden er loven om tidsbegrænset ansættelse, der sætter grænser for, hvor mange gange en ansættelse må forlænges.

”Det er fint for frugtplukkere og lignende. Men det er et kæmpe problem, når man lever af forskningsbevillinger og ikke kan gå direkte til den næste forskningsbevilling. Eneste løsning er så, at man ikke er ansat i en periode – typisk en måneds tid. Jeg har selv undladt at melde mig arbejdsløs for ikke at komme ind i hele dagpengemøllen,” fortæller han.

Sidste år lykkedes det dog Appelt at opnå en fastansættelse som museumsinspektør i afdelingen Nyere Tid og Verdens Kultur. Blandt andet fordi, han selv lagde pres på, og fordi hans leder kunne se både rimelighed og rationale i, at han blev ansat.