Gå til sidens indhold

God planlægning skaber fast arbejde til arkæologer

Hvis man planlægger arbejdet, kan et museum sagtens gøre lange projektansættelser til faste stillinger, lyder det fra flere arkæologer.

Af Lasse Højsgaard

Tema%20arkæologi

Midlertidige bevillinger og faste ansættelser behøver ikke udelukke hinanden. Det mener Signe Lützau Pedersen, der er museumsinspektør og tillidsrepræsentant ved Museum Sønderjylland.

På hendes arbejdsplads er det lykkedes at fastansætte næsten alle arkæologer og dermed bryde med den markante andel af tidsbegrænsede ansatte, der ellers præger arkæologfaget.

”Hvis man vil fastansætte folk kræver det enten, at man er god til at se ud i fremtiden, eller også kræver det en penge-buffer til at betale folks opsigelsesvarsler, hvis man er nødt til at fyre dem”, fortæller hun.

Hvis man vil fastansætte folk kræver det enten, at man er god til at se ud i fremtiden, eller også kræver det en penge-buffer til at betale folks opsigelsesvarsler, hvis man er nødt til at fyre dem.

På Museum Sønderjylland har man imidlertid skabt en slags kombination. Ved konsekvent at udskyde de arbejdsopgaver, som følger efter selve gravearbejdet til et tidspunkt, hvor der ikke er mere gravearbejde, skaber museet den buffer, som Signe Pedersen omtaler.

Det er i første række opgaver som fundbearbejdningen og udarbejdelsen af udgravningsberetningen med den udførlige beskrivelse af de enkelte fund og af fundomstændighederne. Midlerne til disse opgaver aktiveres så i de perioder, hvor der ikke er regulære udgravningsopgaver, og der afstemmes med opsigelsesvarslerne, så varslerne kan trækkes tilbage, når nye udgravningsopgaver er i sigte.

Den måde at tilrettelægge arbejdet på har ifølge Signe Pedersen gjort, at alle arkæologer på museet kan være fastansatte.

Kolliderer med tidsfrister
Udfordringen for modellen er dog Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, der siger at en udgravningsberetning fra en udgravning skal færdiggøres inden for et år efter, at udgravningen er afsluttet.

”Nogle gange kommer vi for sent med vores beretninger, og det er ikke noget, min chef får ros for.

Det kræver at man som museumsleder er villig til at tage de slag, og det er heller ikke alle, der har en organisation, der bakker op om det”, siger hun.

Metoden blev fremlagt ved DM’s arkæologseminar som et konkret bud på, hvordan museerne med god vilje kan nedbringe den store andel af midlertidige ansættelser, som præger arkæologfaget. I den undersøgelse af arkæologernes arbejdsvilkår, som var seminarets omdrejningspunkt, ernærede 43 procent af de deltagende arkæologer sig ved tidsbegrænsede ansættelser.

”Jeg har selv levet 20 år som løsansat, inden jeg fik min faste ansættelse. Så jeg ved godt, hvad det vil sige at leve med den usikkerhed. Derfor har jeg været enig med min leder om, at vi vil forsøge at gøre ansættelsen så sikker som mulig for vores løsansatte”, fortæller Per Ethelberg, der som museumsinspektør ved den arkæologiske afdeling på Museum Sønderjylland er ansvarlig for, at der er sammenhæng mellem de projektmidler, der kommer ind, og de lønkroner, der skal udbetales til medarbejderne.

Ikke populære i styrelsen
Han bekræfter, at metoden ikke er noget, der har gjort ham eller museet populære i Slots- og Kulturstyrelsen.

”Det er ikke sådan, at vi bare lader tingene ligge. Vi har et flow, bare med større forsinkelsesfaktor. Det giver nogle knotne henvendelser, men det har vi valgt at tage med for at sikre folks ansættelser”, fortæller Ethelberg, der mener at mange museer vil kunne tilrettelægge ansvaret på tilsvarende vis.

”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvordan andre museer vælger at have ansættelsespolitik. Men jeg ser ingen grund til, at det kun skulle kunne fungere hos os”.

Det er da heller ikke kun i Sønderjylland, man er villig til at tage den risiko, der ligger i at fastansætte arkæologer, selv om der kun er penge til en begrænset periode. Ole Kastholm, museumsinspektør på ROMU (tidl. Roskilde Museum), vurderer, at den metode, Signe Pedersen og Per Ethelberg beskriver, bruges i større eller mindre omfang mange steder.

”Skrivebordsarbejdet kan vi i højere grad tilrettelægge i modsætning til udgravningen, som er underlagt bygherrens ønsker. Vilkårene er, at vi skal følge Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, og så er der også nogle faglige problemer med at udskyde afrapporteringen, for der går noget viden tabt, når man venter for længe. Det ideelle er alt andet lige at lave sine ting færdige efter udgravningen. Men jo, det er da klart en løsning”, siger Ole Kastholm.

Vanetænkning
Også på Museum Sydøstdanmark er kutymen ifølge museumsinspektør og tillidsrepræsentant Jonas Christensen, at længere projektansættelser udløser fastansættelser.

”Projektansættelser på et år eller mere giver efter min opfattelse ikke nogen mening. Så kan man lige så godt fastansætte folk, og det gør vi også. Det betyder så, at vi hvert halve år har en runde, hvor folk bliver fyringsvarslet – varsler der så vidt muligt trækkes tilbage igen. Det er ikke sjovt for nogen, men de berørte siger selv, at det er bedre at være fastansat med den usikkerhed, det giver, end være tidsbegrænset ansat”, siger Jonas Christensen.

Ifølge Vibeke Knøchel Christensen, tillidsrepræsentant ved Museum Lolland-Falster, ligger der også meget vanetænkning til grund, når museerne i stor stil hælder til midlertidige ansættelser.

”Man skal fremme en forståelse for, at det ikke nødvendigvis er dyrere at have folk fastansat frem for projektansat – hvis man ellers er i stand til at se 3 måneder frem i sit budget. Og de fleste planlægger 6 måneder frem. Så det burde kunne lade sig gøre”.

Intet huslån til løsansatte
Hun peger lige som Jonas Christensen på, at selv om en fastansættelse på projektmidler er stort set lige så usikker som en projektansættelse, er der både praktiske og psykologiske fordele.

”Den største forskel er den familiemæssige og socialøkonomiske forskel. Som projektansat kan du ikke gå i banken og låne til et hus. Og det er en relativ stor belastning, at man ikke har de samme muligheder for at stifte bo og familie, som ens jævnaldrende fastansatte har. Man kan sidde side om side med en kollega, der laver samme arbejde, men hvor der er store forskelle i mulighederne for at få et liv til at fungere”, siger hun.

Turi Thomsen er museumsinspektør ved Museum Salling, men inden hendes fastansættelse gik hun i 20 år på midlertidige ansættelser. Og hun kan også tale med om, hvordan en permanent situation som løsansat påvirker ens tilværelse.

”Det har store konsekvenser. Mange har det sådan, at på et tidspunkt giver man op. Jeg boede i Grenå på et tidspunkt, og det var en meget dum ide, for der var kun en ”halv cirkel” at søge arbejde i. Først da jeg flyttede til Viborg havde jeg en hel cirkel. Den anden side er den mentale. Jeg har to gange siddet i lange projektansættelser og er blevet afskediget en måned før der var gået 3 år, så man slap for at fastansætte mig. Det siger sig selv, hvad det gør ved folks selvtillid”, fortæller hun.

Bedre end tidligere
At op mod halvdelen af arkæologerne i Danmark ifølge undersøgelsen er ansat i tidsbegrænsede stillinger, kommer ikke bag på mange. De fleste, DM Natur & Kultur har talt med, vurderer at fordelingen er meget typisk for det arkæologiske arbejdsmarked.

”Jeg tror, det er nogenlunde status quo i forhold til tidligere. Da vi fik ny museumslov i 2002, oplevede faget en opgang i antallet af opgaver, der skulle løses, men vi har også flere folk i normeret løn. Så jeg tror, forholdet er det samme”, siger Per Ethelberg.

Flere mener sågar, at situationen i dag er væsentligt bedre end tidligere.

”Ser man på faget, har der aldrig været så mange fasansatte. Faget er gået fra få ansatte med meget dårlige arbejdsforhold, til meget bedre forhold for mange flere. Der vil altid være en gruppe løsansatte, men på økonomien omkring de bygherrebetalte udgravninger, kan jeg ikke se, den kan blive meget mindre. Jeg mener faktisk de fleste museer gør meget for at fastansætte og fastholde folk”, siger Morten Søvsø, der er leder af Arkæologienheden på Sydvestjyske Museer.

På arkæologiseminaret var han selv oplægsholder og fortalte der om den strategiproces på museet, der blandt andet har medført flere fastansættelser og oprydning i uensartede kontrakter.

Flere tillidsrepræsentanter har hjulpet
Michael Vinter Jensen, der er tillidsrepræsentant på Moesgaard Museum, kan også fortælle om flere fastansættelser i nyere tid.

”Tidligere var standarden, at alle var projektansatte. Der var kun folk på driftsmidler, der var fastansatte. I dag er det langt flere”, fortæller han og tror på, det er udtryk for en generel fremgang på området.

Forklaringen tror han kan ligge i, at der generelt er kommet flere udgravninger efter revideringen af museumsloven, og så at den faglige organisation på museerne også er blevet stærkere.

”Der er kommet flere tillidsrepræsentanter på museerne, og det gør en forskel, at man har faglige repræsentanter, der går foran, så man ikke bare står som individ og ønsker fastansættelse”.

  • Større graveenheder

    Et tiltag for flere fastansættelser, der før har været oppe at vende, er at samle ansvaret for arkæologiske udgravninger på færre museer, hvad der kan betyde, at udgravningsarbejdet vil kunne planlægges i et mere jævnt flow

    Nogle steder dækker museerne dog allerede meget store geografiske områder. Det gælder eksempelvis Museum Sønderjylland.

    ”Med de sammenlægninger, der er sket inden for de sidste par år, er man ved at have de størrelser, der er praktisk mulige. For os kan der være op til en time og 40 minutter hen til en udgravning. Vi møder ind på museet, men jeg har kolleger andre steder, der skal møde på udgravningen om morgenen. Og med sådan en transporttid begynder det at være et problem at passe familie og fritidsinteresser”, siger Signe Pedersen fra Museum Sønderjylland.

  • Tillæg til projektansatte

    Et løsningsforslag til at skabe flere fastansættelser, er, at gøre det dyrere for arbejdsgiverne at hyre folk til midlertidige stillinger frem for at fastansætte dem. På Museum Lolland-Falster har Vibeke Knøchel Christensen haft held til at forhandle sig frem til et særtillæg, der gives til ansatte i tidsbegrænsede stillinger.

    ”Det er ikke alverden, men de bliver løftet lidt i forhold til de fastansatte. Der sker som en anerkendelse af, at de ikke har de samme muligheder og rettigheder. Det er vi meget stolte af”, fortæller hun.

    Pengene blev bragt til veje ved, at et anciennitetstillæg for fastansatte blev strøget. Og det krævede i sagens natur nogle diskussioner, at få alle med på den ide.

    ”Det er jo svært at gøre alle glade, men jeg vil sige, at vi fik en god debat. Men vores medarbejdere var meget forstående, og vores ledelse gik også konstruktivt til det. Og får man ikke hævet barren, har man heller ikke grundlag for selv at blive løftet”, siger Vibeke Knøchel.