Gå til sidens indhold

Hospitalsprojektet

Hospitalsprojektet er det fælles navn for en række aktiviteter om karriereveje for forskere og specialister på hospitalsområdet, som Sektorbestyrelsen har gennemført siden 2006.

Blandt disse aktiviteter er offentliggørelsen af en rapport om disse karriereveje den seneste; offentliggørelsen fandt sted i oktober 2013. Rapporten kan hentes til højre herfor – sammen med en række andre centrale dokumenter.

OK 2008 og 2011

Efter et omfattede forarbejde, der involverede interviews med tillidsrepræsentanter og medlemmer på hospitalsområdet, udformede Sektorbestyrelsen et forslag til en stillingsstruktur med to karriereveje for dels forskere, dels specialister. Hovedformålet med forslaget var at etablere ordnede og gennemskuelige karriereveje på området.

To hensyn var afgørende: For det første hensynet til hospitalernes særlige behov for såvel forskere som specialister, for det andet hensynet til, at det skulle være muligt at vandre fra universitets- til hospitalsverdenen og omvendt.

Forslaget blev ved OK 2008 forhandlet af AC med Danske Regioner, der imidlertid afviste at gennemføre forslaget med den begrundelse, at de enkelte hospitaler ville være bedre i stand til at udvikle en struktur, der var i overensstemmelse med lokale behov; Danske Regioner ønskede altså ikke at etablere en fælles struktur for alle hospitaler.

Det spillede også en afgørende rolle under forhandlingerne ved OK 2008, at AC stillede krav om automatiske tillæg. Kravet blev afvist.

Ved OK 2011 genfremsatte AC forslaget, men denne gang uden krav om automatiske tillæg. Danske Regioner var i denne situation mere lydhør over for AC’s argumentation; forhandlingerne førte til, at der blev aftalt et fælles personalepolitisk projekt, hvor en ekstern konsulentvirksomhed fik til opgave at undersøge karriereveje for forskerne og specialisterne – hvilke veje kunne identificeres, hvor var mulighederne, og hvilke barrierer gjorde sig gældende.

DM deltog i forhandlingerne med Danske Regioner i både 2008 og 2011.

I september 2013 blev rapporten om karrierevejene på hospitalsområdet offentliggjort efter at have været drøftet mellem de to parter – AC og Danske Regioner. Rapportens konklusioner understøttede i høj grad de argumenter, AC havde fremført under de to OK-forhandlinger – der er meget få formelle karriereveje, avancementsmulighederne er ligeledes få, for specialisterne findes de endda ofte ikke, og de uformelle karriereveje er svære at følge. Disse vilkår giver mindre tryghed, og mange føler sig marginaliserede og fagligt isolerede.

Stillingsstrukturen på Rigshospitalet

Sideløbende, men uden formel forbindelse med denne proces lagde Rigshospitalet sig i efteråret 2012 fast på en stillingsstruktur, der i betydelig grad svarer til den struktur, AC havde forhandlet med Danske Regioner i 2008 og 2011. Hverken DM eller AC er part i denne struktur, der altså er ensidigt bestemt af arbejdsgiveren, om end en gruppe DM’ere dog i tiden omkring år 2000 talte kraftigt for en struktur. Væsentligt er at hefte sig ved, at strukturen kun gælder de forskere og specialister, der ansættes efter den 7. november 2012; den gælder ikke for de medarbejdere, der forud herfor var og stadigvæk er ansat på Rigshospitalet. Og der er ikke knyttet automatiske tillæg til stillingerne.

Den 7. november 2012 offentliggjorde Rigshospitalet et regelsæt vedrørende bedømmelsesprocedurer ved ansættelsen af forskere og specialister. Dette regelsæt er også alene fastsat af Rigshospitalets ledelse, men er rimeligt og brugbart.

Sektorbestyrelsens politik

Sektorbestyrelsen planlægger i 2014 nogle medlemsmøder på udvalgte hospitaler for at gøre opmærksom på muligheder og barrierer for at tilrettelægge karriereforløb og vil fortsat i samarbejde med Danske Regioner søge at forbedre mulighederne. Direkte og gennem TR vil Bestyrelsen endvidere søge at påvirke de lokale ledelser til i højere grad at prioritere gennemskuelige karriereforløb for magistre og andre AC’ere.