Gå til sidens indhold

DM SUND

DM SUND omfatter omkring 700 medlemmer, der er ansat på sundhedsvidenskabelige institutioner med hospitalerne og sygehusene som langt det største medlemsområde. Også Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Statens Serum Institut (SSI) hører hjemme i DM SUND.

Hovedparten af medlemmerne er uddannet på de naturvidenskabelige fakulteter og beskæftiger sig med forskning, diagnostik, udvikling eller driftsopgaver.

Løndannelsen på hospitals- og sygehusområdet er alene baseret på lokale forhandlinger. Inden du acceptere et tilbud om ansættelse, bør du derfor kontakte tillidsrepræsentanten eller DM's Sekretariat for at få oplysninger om mulighederne for at få et tillæg.

Ved Rigshospitalet har hospitalsledelsen i 2012 fastsat en ordning med hensyn til kvalifikationskrav og karriereforløb, der gælder for videnskabelige medarbejdere med forsknings- og/eller specialistopgaver. Ordningen svarer til den stillingsstruktur på universitetsområdet, som er aftalt mellem staten og AC, men i modsætning til universitetsområdet er der ikke knyttet tillæg til stillingerne på Rigshospitalet. Søger du en stilling dér, er det derfor også klogt at kontakte tillidsrepræsentanten eller DM's Sekretariat.

Ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og ved Statens Serum Institut er der derimod indgået en aftale mellem staten og AC om en stillingsstruktur for videnskabelige medarbejdere; aftalen, der kun omfatter et mindre antal af medarbejderne, fastlægger et karriereforløb og indebærer såkaldte faste tillæg.

Lønvilkårene er beskrevet overordnet under menupunktet Løntillæg. Her finder du også DM's anbefalinger til de tillægsbeløb, du bør sigte efter.

Opdateret 9. december 2015