Gå til sidens indhold

Vedtægt for Landsklubben for selvstændige og freelancere

§ 1. Medlemskab

Landsklubben virker inden for rammerne af gældende bestemmelser om Landsklubber i Dansk Magisterforenings vedtægter § 8 samt Vedtægt for Sektoren for privatansatte og selvstændige.

§ 2. Medlemmer

Medlemmer af Landsklubben er medlemmer af Sektoren for privatansatte og selvstændige, der har selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse samt magistre, der har deres hovedbeskæftigelse ved freelancearbejde for en eller flere arbejdsgivere eller kunder.

Overgår et medlem af landsklubben til ansættelse i et lønmodtager job eller bliver arbejdsløs, kan der dispenseres således at den pågældende forbliver medlem af landsklubben, såfremt henholdsvis ansættelsen eller arbejdsløshedsperioden ikke er af længere end et års varighed.

§ 3. Formål

Landsklubbens formål er inden for de af Vedtægt for Sektoren for privatansatte og selvstændige udstukne rammer at arbejde for medlemmernes fælles faglige og arbejdsmæssige interesser som selvstændige og freelancere samt fremme partnerskabstanken.

§ 4. Landsklubbestyrelsen

Landsklubben ledes af en bestyrelse på op til 5 medlemmer. Landsklubbestyrelsen udpeger af sin midte en formand og næstformand. Landsklubbestyrelsen udpeger af sin midte en repræsentant til bestyrelsen for Sektoren for privatansatte og selvstændige. Stk. 2. Der afholdes valg til landsklubbestyrelsen hvert tredje år. Der vælges op til 5 bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. Valget forestås af landsklubbestyrelsen. Ethvert af landsklubbens medlemmer, jfr. § 2, kan opstille til bestyrelsesvalget inden for en frist, som fastsættes af landsklubbestyrelsen i forbindelse med udskrivelse af valg. Stk. 3. Valget foregår ved urafstemning blandt medlemmer af landsklubben, jfr. § 2.

Ved afstemningen kan hvert medlem af landsklubben stemme på indtil 3 af de opstillede kandidater. Hvert medlem kan maksimalt genvælges tre gange jf. DM's vedtægt § 10.

Stk. 4. Vælges et af landsklubbens medlemmer til DM’s hovedbestyrelse jf. sektorvedtægtens § 9, tilfalder en plads i landsklubbestyrelsen denne.

Stk. 5. De op til 5 kandidater, der opnår de højeste stemmetal eller plads i hovedbestyrelsen, anses for valgt.

Stk. 6. Opgørelse af valgresultatet foretages af DM's sekretariat, og resultatet tilstilles landsklubbestyrelsen.

Stk. 7. Såfremt der kun opstilles det antal kandidater, der skal vælges til bestyrelsen, anses disse for valgt.

Stk. 8. Landsklubbestyrelsen sørger snarest muligt, efter at et valgresultat er fremkommet ved enten fredsvalg eller urafstemning, for, at dette bekendtgøres for landsklubbens medlemmer.

Stk. 9. På første møde konstituerer landsklubben sig med en formand og udpeger en repræsentant til sektorbestyrelsen jf. § 6 stk. 2 i sektorens vedtægt.

Landsklubbestyrelsen fastlægger desuden sin forretningsorden på det konstituerende møde.

§ 5. Ændring af vedtægten

Ændring af vedtægten kan foreslås af landsklubbestyrelsen, sektorbestyrelsen eller en gruppe på minimum 25 medlemmer af landsklubben.

Stk.2
Modtagne forslag til vedtægtsændring skal indenfor en frist af 2 måneder behandles i landsklubbestyrelsen og efterfølgende forelægges til godkendelse i bestyrelsen for Sektoren for privatansatte og selvstændiges bestyrelse.

§ 6. Overgangsbestemmelse

Tidligere medlemmer af Sektionen for freelancere og selvstændige, jfr. Sektionsvedtægtens § 2, stk. 2, indgår i landsklubben i en overgangsperiode svarende til første valgperiode, selvom de ikke opfylder betingelserne i landsklubvedtægtens § 2. § 7 Ikrafttræden Vedtægten er gældende fra 1. januar 2016.

Godkendt af Sektoren for privatansatte og selvstændige på bestyrelsesmøde jfr. dennes vedtægt, § 5, stk. 2 den 3. november 2015.