Gå til sidens indhold

Omprioriteringsbidrag har ikke betydet færre ansatte på universiteterne

Universiteterne har i dag flere ansatte end før 2-procent-besparelserne blev indført. Vi er blevet mere effektive, siger direktør.

Artikel i DMO online-magasin
© fotograf: Lars Kruse / AU-foto (lk@adm.au.dk)

Af Thomas Bøttcher

Universiteterne har klaret sig igennem de seneste års besparelser, uden at det er gået ud over omfanget af ansatte målt i fuldtidsstillinger.

I februar 2015 var der i alt 29.812 fuldtidsstillinger på universiteterne, et antal der i februar 2019 var vokset til 30.840, viser en opgørelse fra Finansministeriets forhandlingsdatabase.

Udviklingen dækker over, at antallet af videnskabelige stillinger (VIP) i dag er det samme som i 2015 (minus 10 årsværk), mens der er 268 flere administrative årsværk (TAP).

Til sammenligning har omprioriteringsbidraget i perioden 2016 til 2019 medført besparelser for 726 mio. kroner.

Uddannelses- og Forskningsministeriet, oversigt over omprioriteringsbidrag

Den uændrede og for de administrative medarbejderes endog positive jobudvikling dækker dog over store udskiftninger i personalegrupper.

2016-2019: Udvikling for udvalgte personalegrupper på universiteterne

100 færre adjunkter
68 flere chefkonsulenter
20 færre eksterne lektorer
60 færre bibliotekarer
30 færre håndværkere
300 færre kontorfunktionærer
4 færre lektorer
50 færre postdocs
100 flere professorater
400 flere specialkonsulenter
100 færre rengøringsassistenter
Kilde: Forhandlingsdatabasen

Aarhus Universitet er en af de institutioner, der har gennemført besparelserne, uden at det er gået ud over antallet af ansatte. 

Ifølge direktør Arnold Boon besluttede universitetet allerede i 2014 at gennemføre sin egen besparelse.

Nedskæringerne på 225 mio. kroner medførte en massefyringsrunde, hvor 190 ansatte blev afskediget mens 160 fik en aftrædelsesordning.

Sammenligner man februar 2014 med februar 2019, er der i dag ikke desto mindre flere ansatte på universitetet, uden at optaget af studerende har udviklet sig markant. 

Det er samtidig kendetegnende for udviklingen, at væksten udelukkende er sket på AC-niveau. Således var der i februar i år 170 flere videnskabelige og 200 flere teknisk-administrativt AC’ere end i 2014. I samme periode er der forsvundet 300 teknisk-administrative medarbejdere under andre fagforeninger herunder 100 kontorfunktionærer.

I alt er der i dag 100 færre TAP’er end i 2014, mens der altså er 170 flere VIP på AU.

”Jeg tror de betydelige besparelser i 2014 har hjulpet os meget i de efterfølgende år, også når man sammenligner os med andre universiteter. Vi har kunnet imødekomme kravet om besparelser ved at optimere bygningsdrift og forretningsgange og ved at udvikle vores medarbejdere, der skal lave de samme administrative opgaver som hidtil”, siger Arnold Boon.

Selvom det ifølge Arnold Boon ”ikke været nogen let opgave” fremhæver han dog også, at en pæn studentervækst over en tiårig periode har skabt en ”større volumen, der har kunnet håndteres, selvom antallet af administrative medarbejdere ikke er vokset”.

Olav Wedege Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant for både de videnskabelige medarbejdere og for de teknisk-administrative AC’ere mener dog, at administrationen er skåret ind til benet.

”Da rektor fx annoncerede, at man skulle dele Science & Technology i to fakulteter erkendte han også at det fælles administrationscenter var for hårdt presset. Så der er ingen der sidder og triller tommelfingre. Vi er blevet effektiviseret så meget, at det kan være vanskeligt at få en kopi af et ansættelsesbrev, fordi det betyder én ekstra e-mail”.

Olav Wedege Bertelsen mener samtidig, at væksten på VIP-niveau kan dække over en endnu større aktivitetsforøgelse, der lægger et større træk på de administrative ressourcer.

”Vi kan jo ikke se ud af tallene om fx antallet af uddannelsesprogrammer er øget eller om kravene til intern egenkontrol er vokset”, siger han.

Hvad angår det sidste peger han på ønsket om en mere præcis økonomistyring, der blandt andet betyder øgede krav til forskningsansøgninger. Det betyder mere arbejde til forskerne, men også mere arbejde til dem, der servicerer forskerne.

”Så det er min helt egen uunderbyggede vurdering, at hvis politikerne gerne vil bruge færre ressourcer, så skulle de kigge på vores rammevilkår og hæve andelen af faste bevillinger frem for at konkurrenceudsætte”.

”Desuden skal man kigge på, hvordan de private fonde bidrager til festen. De giver måske penge til en postdoc, men ikke en krone til administration. Det betyder, at universiteterne selv skal finde midlerne til den øgede administration, drift og andet, der kommer med de snævre bevillinger til forskningsprojekter”, siger han.