Gå til sidens indhold

Skal en opmand afgøre lønstrid?

Med sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne er der igen sat spørgsmålstegn ved holdbarheden i den danske aftalemodel. Tre eksperter tegner perspektiver for fremtiden.

Regeringens indgreb i lærerkonflikten i 2013 viste, at der ikke er nogen jævnbyrdighed mellem parterne i den danske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked. Det mener arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl ved Aalborg Universitet, der peger på flere forhold, der udstillede det problematiske i, at regeringen både er statslig arbejdsgiver og lovgiver, der kan afgøre en overenskomst.

- KL spillede ud med krav om, at de daværende arbejdstidsregler skulle fjernes.

- To dage før udvekslingen af kravene, udsendte undervisningsministeren et underfinansieret reformudspil.  Det fremgik af ministerens udspil at de manglende 2 mia. skulle hentes hos lærerne, dvs. ved en ændring af arbejdstidsaftalerne.

- Allerede 11 måneder inden kravsudvekslingen havde regeringen nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge, hvordan man kunne få ”mest undervisning for pengene”.

- Der var ingen realitetsforhandlinger, og der blev ikke præsenteret mæglingsforslag i forligsinstitutionen.

- Meget usædvanligt iværksatte KL en lockout af samtlige 67.000 lærere.

- Efter 25 dages konflikt greb regeringen ind i konflikten og vedtog en lov, der ensidigt regulerede lærernes arbejdstid i overensstemmelse med KL’s krav.   

Hvor aftalemodellen fordrer, at parterne tager ansvar og indgår et kompromis, som tjener fællesskabet, lignede lærerlockouten aftalt spil.

Netop dobbeltrollen som arbejdsgiver og lovgiver muliggør, at arbejdsgiversiden kan spekulere i en konflikt og et efterfølgende lovindgreb, mener Høgdedahl, der også peger på, at konflikter på det offentlige arbejdsmarked kan medføre store besparelser for arbejdsgiverne. I 2013 drejede det sig for KL’s vedkommende om 1,3 mia. kroner i sparede lønudgifter.

Det asymmetriske magtforhold kan også være forklaringen på, at konfliktniveauet på det offentlige arbejdsmarked er højt i Danmark og højere end noget andet land, vi normalt sammenligner os med.

Problemet med konflikterne er, at de ikke øger tiltroen til de konfliktramte institutioner. Det er eksempelvis et oplagt spørgsmål, om tilliden til den danske folkeskole samt den skolereform, der ledsagede reformen, er blevet påvirket negativt af konflikten.   

Derfor bør parterne ifølge Høgedal kigge til Sverige, hvor man har justeret aftalemodellen og med oprettelsen af ”Arbejdsgivarverket” skabt mere armslængde mellem de offentlige arbejdsgivere og det politiske niveau.

En dansk model kunne være at give forligsinstitutionen en opmandsfunktion i forbindelse med et lovindgreb i de tilfælde, hvor der som i lærerkonflikten ikke foreligger et mæglingsforslag.

Sophie eller Kristian

Med oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen er behovet for en reform af modellen ikke blevet mindre, mener Høgedahl.  For med sammenlægningen af den daværende personalestyrelse og økonomistyrelsen, er magtuligheden blevet endnu større. Nu er regeringens udgiftspolitik kædet direkte sammen med overenskomstfornyelser, påpeger han.

Det er jo nok Kristian Jensen, der udstikker rammerne, som Sophie Løhde så må efterleve. Og det gør det måske mindre fleksibelt, fordi hun kan mangle et mandat til at give indrømmelser”.
Steen Scheuer, arbejdsmarkedsforsker, professor emeritus

Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus Steen Scheuer er oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen dog politisk ganske fornuftig.

”Når man har samlet offentlig innovation og offentlige overenskomster er det jo fordi, man er klar over, at store reformer ofte vil være så indgribende i overenskomsterne, at man ikke bare kan skille det ad, og så ordne overenskomsterne bagefter. Det blev meget tydeligt under lærerkonflikterne. Hvis reformen skulle gennemføres med den daværende arbejdstidsaftale, så var det blevet vanvittigt dyrt. Politikerne ville ganske enkelt ikke finde sig i, at de af den grund ikke kunne lave den reform, de gerne ville”, siger han.

Set med politiske briller er det derfor ikke ulogisk, at innovationsminister Sophie Løhde (V) også har kompetence til at forhandle overenskomster.

På den anden side: Hvor OK18 synes at være forlist på grund af fastlåste forhandlingspositioner, peger Sten Scheuer på tidligere finansministre som Palle Simonsen (K) og Claus Hjort Frederiksen (V) som eksempler på forhandlingsdygtige og kompromisvillige forhandlere, der styrede uden om lovindgreb.

”De vidste, at skulle de lave noget i den offentlige sektor, skulle de gerne have medspil fra de faglige organisationer”.

Kan sammenbruddet så skyldes, at Sophie Løhde ikke har kendt sin besøgstid?
”Det ved vi jo ikke, og egentlig er det jo også lidt ligegyldigt, for vi ved jo, at hun har en hær af embedsmænd, der sidder med og arbejder for hende”, siger Steen Scheuer.

Kan du se en fordel ved, at man som Laust Høgedahl foreslår skaber større armslængde med en uvildig opmandsinstans?
”Laust foreslår, at man skaber armslængde mellem Finansministeren som statens overbudgetmester og så selve overenskomstforhandlingerne. Men det har man jo faktisk på en måde gjort. Det er jo netop ikke Finansministeren, der varetager forhandlingerne, men innovationsministeren. Så man har skabt en smule armslængde”.

Og måske er det ikke nogen styrke, mener Steen Scheuer.

”Hvis man skaber en opmandsinstans, så begrænser det jo også begge parters mulighed for at sætte sig igennem, og det vil måske især staten ikke være med til”.

Jeg ved ikke om man kunne få nogle uvildige parter, fx vismændene eller forligsinstitutionen, til at forholde sig til reguleringsordningen”
Henrik Christoffersen, forskningschef, CEPOS

En anden mulighed kunne være at vende tilbage til modellen, hvor det er finansministeren, der forhandler.

”I virksomheder forhandler man jo med direktøren. Men det er jo nok Kristian Jensen, der udstikker rammerne, som Sophie Løhde så må efterleve. Og det gør det måske mindre fleksibelt, fordi hun kan mangle et mandat til at give indrømmelser, der skal til for at lande et forlig”.

Han peger dog samtidig på en anden plausibel forklaring på, at forhandlingerne kørte af sporet. Moderniseringsstyrelsens udspil omkring frokostpausen samt andre tidligere beslutninger har ikke mildnet lønmodtagerorganisationernes tro på et forlig.

”Jeg har egentlig tolket det her arbejdsgiverudspil som forhåndstilkendegivelser af, at man ikke skulle tro, at forhandlingerne blev en gavebod, men det virker som om, at disse udspil har været hårdere end nødvendigt. De har nok skabt en frygt for, hvad der skal komme, men det har også været med til at skabe en situation, hvor tingene er blevet mere uforudsigelige”, siger Steen Scheuer.

Balancen, der forsvandt

Uanset om parterne i denne omgang finder sammen eller ej, har den nuværende model spillet fallit. Det mener forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen.

Han peger blandt andet på, at der i 1960’erne blev gjort mange forsøg på at få den danske model til at fungere efter en form for konsensusideologi, hvor ikke mindst det økonomiske råd blev udset til at indtage en central rolle som tredjepart i forhandlingerne. Ideen var at parterne kunne blive enig om en økonomisk samordning baseret på objektive kriterier.

”Ånden var at man kunne sætte sig omkring et bord og i fred og ro finde ud af, hvad der var råd til på baggrund af analyser fra de bedste økonomer i Danmark”, siger Henrik Christoffersen.

Og selvom retorikken fortsat findes, er tankegangen, om at det fælles hensyn til den langsigtede udvikling regulerer forhandlingerne, spillet fallit, mener han.

”I dag ser det langt mere dystert ud. Men hvad kommer så efter? Tingene må nødvendigvis blive afstemt, og den mekanisme, jeg tror, vi får, vil være mere markedsmæssig”. 

Et skrækeksempel er lærerkonflikten i 2013.

”Selvom vi ikke kan finde ud af tale sammen, så bliver tingene jo alligevel stemt af. Og når Folkeskolen kører sur i det, når de offentlige velfærdsløsninger ikke er optimale, så begynder folk at finde andre løsninger, de vælger private skoler. Pointen er jo, at der så udvikler sig et rum for andre måder at organisere tingene på, og det er så ikke længere en mekanisme, vi i fælleskab har besluttet os for”, siger Henrik Christoffersen.

I de aktuelle forhandlinger ser Henrik Christoffersen også et vigtigt brud.

”Hvor man tidligere talte om økonomisk samordning, har man senere forsøgt at indbygge en reguleringsordning, en automatisk mekanisme, som trådte i kraft, når man ikke kunne finde ud af at tale sammen. Nu ser vi så, at den mekaniske i praksis er brudt sammen”.

I stedet for lyder retorikken fra lønmodtagerside, at ”vi har fortjent noget mere”, mener Henrik Christoffersen.

”Så har vi jo forladt balancetankegangen, og det opfatter jeg som et fundamentalt skred. Jeg ved ikke, om man kunne få nogle uvildige parter, fx vismændene eller forligsinstitutionen, til at forholde sig til mekanismen. Men det er ikke det jeg hører, der bliver sagt, og det, tror jeg, får dybe konsekvenser på sigt. Hvis vi skal have stærkere reallønstigninger, så skal vi være færre varme hænder, og så trækker vi på borgernes tålmodighed. Så opfordrer vi dem til at kigge sig omkring og se, om der gives noget mere fornuftigt andetsteds”.