Gå til sidens indhold

Hvorfor er det ikke OK?

Sophie Løhde spinner, at hendes dør er åben. Arbejdstagernes forhandlingspartnere kan bare komme. Kristian Jensen blander sig i debatten og siger, at regeringen er klar til at forhandle.

Anne%20Bisgaard%20Porsaf Anne Bisgaard Pors, formand for DM Offentlig

Så hvorfor er det ikke ok? Hvorfor sætter arbejdsmarkedets parter sig ikke sammen og forhandler?

Alle de spørgsmål kører rundt i medierne, og alle spørger, hvorfor vil I ikke forhandle? Der er et meget enkelt svar, det vil vi faktisk rigtig gerne. Og vi er så klar til rigtige forhandlinger, og vi er så klar til at gå på kompromis og finde fælles fodslag. Så hvorfor står vi ikke i forhandlingslokalerne? Hvorfor har det været så svært? Det er det helt enkelt, fordi den danske forhandlingsmodel, som giver rum og mulighed for forhandlinger mellem det offentlige arbejdsmarkeds parter, ikke bliver respekteret. Der er ikke forhandling, der er kun dekreter. Sophie Løhde og Michael Ziegler står så fast på deres krav, at der ikke er rum for reelle forhandlinger. Der er ikke rum for at mødes, når det vi på arbejdstagers side bliver mødt med er et stykke papir, hvor der ikke kan forhandles om tingene. Når både Sophie Løhde og Michael Ziegler siger, at deres døre er åbne for forhandling, så mener de faktisk, at deres dør er åben til, at vi kan komme for at skrive under på den aftale, de har bestemt sig for. Og når der er tale om dekreter og ikke kompromisser, så er det ikke en forhandling. Sammenbrud i forhandlingerne handler altså ligeså meget om forhandlingsklima, som det handler om indhold. Der er simpelthen ikke respekt for det, vi kalder den danske forhandlingsmodel.

Og det bliver endnu mere uspiseligt, når Kristian Jensen blander regeringen ind i debatten. Vi forhandler nemlig ikke med regeringen. Vi forhandler med arbejdsgiverne, som her er repræsenteret ved Sophie Løhde i staten, Michael Ziegler i kommunerne og Anders Kühnau i regionerne. Når andre ministre og regeringen blander sig i overenskomstforhandlingerne, så lugter det hele af aftalt spil. Et spil, hvor regeringen allerede er blevet enige om et resultatet, og kun et muligt resultat. Og hvis vi så på arbejdstagers side gerne vil i dialog og indgå kompromisser, ja, så får vi at vide, at det er en “take it or leave it” aftale. Det er ikke reelle forhandlinger. Det er dekreter!

Det er rigtigt svært at acceptere, at vi som arbejdstagere i det offentlige til stadighed skal udvise mådehold i lønudviklingen. Vi har udvist et mærkbart mådehold siden krisen i 2008, og nu hvor det økonomiske opsving har fået godt fat i Danmark, så skal vi stadig vise ufravigeligt mådehold. Og det er samtidig med, at regeringen har fundet penge på de offentlige budgetter til både skattelettelser og billigere biler. Os, der leverer service i hverdagen til borgerne og samfundet, vi har til gengæld ikke fortjent lidt ekstra i lønningsposen. Næ, i en tid med økonomisk opsving og skattelettelser skal vi gå ned i realløn. Det er bare ikke acceptabelt! Vi vil bare gerne følge den forventede lønudvikling på det private arbejdsmarked.

Det er regnearks-logik, der kommer fra arbejdsgiverne. Det handler om at spare. Hvis vi kan spare frokostpausen væk, så er det 7 procent mindre i udgift. Det svarer til, at vi alle går 7 procent ned i løn, og så er der jo 2,5 time mere til arbejde, og derfor vil man kunne effektivisere med 46.000 stillinger i det offentlige. Det svarer faktisk til at kunne spare hele Københavns Kommune væk! De siger ikke, at der skal fyres medarbejdere i det offentlige, men med en offentlig sektor, hvor der blandt andet skal spares med 2 procent omprioriteringsbidrag og stramme budgetter, ja, så er det da nærliggende at tænke, at med 2,5 time mere fra hver medarbejder uden det koster noget, så behøver chefen ikke så mange hænder eller hjerner.

Det er altså forhandlingsklimaet og disrespekt for den danske model ligeså meget som de horrible “tilbud”, som arbejdsgiverne præsenterer, der giver knaster i forhandlingerne. Vi bliver tudet ørene fulde af krav om mådehold, tilbageholdenhed og et klart ønske om at minimere udgifterne til den offentlige sektor. Men den offentlige sektor er vores velfærdsstat. Det koster at levere god service og betjening for borgerne og samfundet. Arbejdsgivernes forhandlere er godt i gang med at skabe et A- og et B-arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor det offentlige er taberne. Det offentlige arbejdsmarked skal være et attraktivt sted at arbejde et sted, hvor dygtig arbejdskraft bliver fastholdt, og hvor indsatsen honoreres fornuftigt. Jeg siger ikke lønførende, næ, vi er faktisk tilfredse med en fornuftig løn, som følger de private lønningers udvikling. Det, vi på arbejdstagers side ønsker, er på ingen måde fyrstelige eller ublu krav, og vi er faktisk villige til at snakke om det og gå på kompromis.

Det er altså historisk svære forhandlinger. Men det er forhandlinger, som er værd at kæmpe for. Hvis vi accepterer arbejdsgivernes tilbud, som det foreligger, så vil den danske model for forhandling være tabt, og vi vil være fattigere som offentlig ansatte – både i økonomi og vilkår. Det er ikke acceptabelt.

Vi kæmper for jer, for ordentlige vilkår, for en rimelig løn og en god offentlige arbejdsplads i fremtiden. 

Derfor, fat mod, find mod og kæmp den nødvendige kamp. Det er faktisk ret så alvorligt!

Følg og bland dig i debatten på twitter; #OK18 #Nokernok18 og Facebook, debatindlæg og hvor ellers du har mulighed for at gøre vores OK18 stemme tydelig.