Gå til sidens indhold

Konference: Mere end nogensinde brug for DM’ere i det offentlige

Er der plads til magistrenes kompetencer på offentlige arbejdspladser under hastig forandring? Ja, netop derfor, lød budskabet på DM Offentligs medlemskonference.

AF THOMAS BØTTCHER

Velfærdstaten er under forandring, og det samme er de organisationer og offentlige arbejdspladser, der er med til at skabe velfærd for borgerne. Et konstant reformpres stiller krav om tilpasninger i organisationerne, men også blandt medarbejderne. Spørgsmålet om, hvilken rolle magistre har at spille under disse forandringer, var omdrejningspunktet for DM Offentligs medlemskonference.

Målt på graden af organisering i DM Offentlig, må svaret på spørgsmålet umiddelbart være positivt.

Bare fra 2014 til 2017 er antallet af DM-medlemmer ansat i en offentlig administrativ stilling vokset med 26 pct. fra 7.516 til 9.544 personer.

Så ja, selv inden for de sidste par år har der været stigende efterspørgsel efter magistrenes kompetencer.

Men når vi kigger fremad, hvad betyder det så for magistrenes karriere, at den offentlige sektor forandrer sig? Er der overhovedet brug for magisterkompetencer i fremtiden?

Næstformand i DM Offentlig Anita Kildebæk Nielsen brugte sig selv som eksempel, da hun pegede på, at det kan være svært at se ind i krystalkuglen eller sætte spørgsmålet på formel.

”Mange af os sidder nok i stillinger, vi ikke havde regnet med, da vi sad på universitetet. Jeg har en kandidatgrad i kemi og er ph.d. i videnskabshistorie. Men i dag arbejder jeg som konsulent på at forbedre vilkårene for handikappede studerende på Københavns Universitet”.

Ser vi på behovet for kompetencer i fremtiden, hører det med til historien, at tilfældigheder og stejle læringskurver er et grundvilkår for mange magistre, lød hendes pointe.

Mod til at blive ved med at lære
Lene Tanggaard, professor i psykologi ved Københavns Universitet og ekspert i læring og kreativitet, kom med en lignende betragtning. Karriereforløb er ikke lineære, konstaterede hun, og sjældent planlagte. En banal indsigt måske, men samtidig også en indsigt, der står i kontrast til den tænkning, der præger mange offentlige arbejdspladser, fortalte hun.

”Vi tæller og måler i stigende grad ting, der ikke kan måles. Fx dannelse, der i uddannelsessektoren nu har fået samme status som læring. Så i kommunerne forsøger man nu at finde systemer, der kan måle dannelse. For den eneste måde, vi kan tage ting alvorligt, er ved at få et system der kan måle det”.

Men samtidig ved vi godt, at mange af de vigtigste mest værdigfulde ting, fx kærlighed, ikke kan måles.

”Så hvad er vigtigt, og hvad tæller”, spurgte Lene Tanggaard og pegede på Facebook-CEO Sheryl Sandberg som det gode eksempel. Hun udgav i 2013 udgav bogen ”Lean In”, der er en opsummering af hendes erfaringer og råd om liv og karriere.

”Det er en bog til amerikanske karrierekvinder, og essensen er, at de skal udnytte de muligheder, der opstår og være villig til at lære undervejs. Og så i øvrigt finde den rette partner, sagde Lene Tangaard.

”Der skete bare det, at Sandbergs mand døde efter, at bogen udkom. Så skrev hun en ny bog: Plan B”.

Pointe: Det vigtigste i en karriere eller for den sags skyld i livet er modet til at blive ved med at lære. For forandringer er et evigt vilkår.

Eller som den italienske italienske forfatter Umberto Eco udtrykker det: Vi er dømt til evig mesterlære.

”Vi skifter job fem-seks gange i et arbejdsliv, så vi bliver aldrig færdige. Vi dømt til at opsøge de mestre på vores område, der kan dygtiggøre os. For verden er flydende og foranderlig”, fortsatte Lene Tangaard.

Nysgerrig og villighed til at tage imod nye tanker derfor godt - mere end trangen til at bruge tidligere bedrifter og succeser som sovepude. Det gælder for individer, og det gælder også de organisationer, de arbejder i. Alt for ofte gør vi tingene, som vi hidtil har gjort, og alt for ofte visner vores kreativitet på grund af frygten for at fejle, mener Lene Tangaard.

”Men måske skal vi være mere proaktive og udfordre det bestående i vores organisationer. Som magistre har vi faktisk meget at tilbyde, og nogle gange skal vi udfordre og tilbyde et korrektiv”.

Maskinstormere og dommedagsprofeter
For tiden tales der meget om automatisering og digitalisering, og her ser Lene Tangaard to fronter: På den ene side ”maskinstormerne”, der siger sluk for lortet og væk med mobilen. På den anden side ”dommedagsprofeterne”, der forudser at det meste arbejde kan overtages robotter.

Lene Tangaard foreslår en mellemvej:

”For det er altså os mennesker, der træffer valgene, og bestemmer, hvordan vi programmerer maskinerne. Og det er vores kapacitet til at tage ved lære, der sammen med maskinerne bliver afgørende”.

Vi skal tage den med ro, mener Lene Tangaard. De dystre visioner om robotter og digitaliseringens magt overser nemlig noget. For hvorfor er det mon, at frafaldet er oppe på 85-90 pct. på selv elite-universiteters online-kurser, spurgte hun og foreslog selv et svar.

”Det peger på noget meget centralt, når mødet ansigt til ansigt med et andet menneske overtrumfer selv de flotteste online-kurser. Nemlig at der altid vil være job, der afhænger af at mennesker møder mennesker. Tilsvarende er der i stigende grad problemstillinger, vi bliver nødt til at forholde os klogt og smart til: Klima, flygtninge og ulighed fx Det kan ikke ske uden mennesker”.

Store udfordringer og store problemstillinger, men også eksempler på, at magistre har en rolle i fremtidens offentlige sektor i kraft af evnen til at lære og respondere kreativt på udfordringer.

”Og måske ved at have modet til at inspirere og udfordre det politiske system og påvirke processen proaktivt frem for blot at tilpasse sig”, foreslog Lene Tangaard.

Den økonomiske logik skal udfordres 
En anden oplægsholder, antropolog Dennis Nørmark, slog en lignende tone an, da han kritiserede det princip om økonomiske incitamenter, der styrer meget tænkning i det offentlige. Måske er svaret på alle samfundets problemer – den økonomiske tænkning - i virkeligheden problemet? I så fald er det nærliggende at se de indsigter og den faglighed, som magistre har, som en del af løsningen.

Han kom med et eksempel fra en israelsk børnehave, hvor pædagogerne var irriterede over, at børnene blev hentet for sent.

”For at komme det til livs indførte man en bødeordning, som blev givet til forældre, der kom for sent. Problemet var bare, at herefter kom mærkbart flere forældre for sent”.

Og da man helt droppede bøden, forsatte forældrene med at komme mere for sent end tidligere.

”Eksemplet fra den israelske børnehave viser, at man har benyttet en forkert økonomisk logik i årevis. For man glemmer moral. Og det viser også, at den økonomiske incitamentstænkning har en pris, fordi en del af forældrenes loyalitet med pædagogerne blev ødelagt, da man erstattede moral med et prisskilt”.

Havde en antropolog været til stede i den israelske børnehave, ville han eller hun på forhånd have advaret mod tiltaget, forklarede Nørmark. Tilsvarende opfordrede han de offentligt ansatte magistre på konferencen til i det hele taget at se deres rolle som modvægt til den økonomiske logik.

”Vi må på banen med det, vi kan, og det er der, jeg vil introducere begrebet de semi-varme hænder. Det er jer. I skal stille spørgsmålstegn til tænkning, der blindt fokuserer på incitamenter. Prøve at forstå, hvad meningsfuldhed er. Arbejde med kvalitet frem for kvantitet”.