Gå til sidens indhold

Karriere er ikke længere et fremmedord i det offentlige

Det kan være svært at se motivationen for at arbejde i det offentlige i disse år. Sektoren er under massivt pres og omtalen er ofte negativ. Så hvorfor egentlig arbejde i den offentlige sektor?

Anne%20Bisgaard%20Porsaf Anne Bisgaard Pors, formand for DM Offentlig

 Den offentlige sektor bliver aldrig lønførende. Det har vi vist alle erkendt for mange år siden. Det offentlige har dog i mange år været den sektor, hvor man vægtede medarbejdernes trivsel, hvor man sikrede en god balance mellem arbejdsliv og privatliv, og hvor medarbejderne følte en omsorg og forståelse fra ledelsen. Det har været arbejdspladser med fornuftige arbejdsforhold, som kunne rumme den enkelte medarbejder.

Nu ser vi så en offentlig sektor, som er massivt presset på netop de kendetegn. De fornuftige arbejdsforhold er mange steder klemte. Hvorfor kan man spørge sig selv. Jeg tror, at en stor del af svaret skal findes i et stadig stigende pres på den offentlige sektors økonomi kombineret med et konstant krav om at levere mere og bedre. Der er stor politisk fokus på at holde udgifterne, og der skal ydes mere for mindre. 

Når jeg taler med tillidsrepræsentanter og medlemmer, så fortæller de om 2 pct.-besparelser, om manglende midler til lønforhandling og om ledelser, som hugger en hæl og klipper en tå for at få budgetterne til at hænge sammen. Nyligt har man sågar afskaffet kutymefridagene i Region Hovedstaden i den årlige budgetproces! Vi ser flere steder et dårligt psykisk arbejdsmiljø, forringelser i arbejdstidsaftaler og en øget arbejdsbyrde. Og ikke mindst paradokset mellem politikernes ønske om en innovativ og udviklende offentlige sektor samtidig med årlige forringelser i økonomien. Det er til stor frustration for både ledere og medarbejdere på de offentlige arbejdspladser.

Så man kan spørge sig selv: Hvorfor skal jeg overhovedet arbejde på en offentlig arbejdsplads? Svaret må være, at der faktisk fortsat eksisterer spændende og udfordrende job og interessante karriereveje i det offentlige. Jeg tror på, at tiden med en stor skillelinje mellem den offelige og den private sektor er slut. Det er ikke længere to vidt forskellige verdener. Vi skal se den offentlige sektor som en sektor med gode muligheder for at gøre karriere. Med denne erkendelse skal vi arbejde mere tydeligt med karrieren. Vi skal blive bedre til at se vores arbejdsliv på en offentlig arbejdsplads som en karriere i udvikling. 

Derfor har DM Offentlig også et stort fokus på karriere i det offentlige. Vi arbejder naturligvis kontinuerligt for at forbedre og sikre ordentlige arbejdsforhold, overenskomster og aftaler, men vi vil også arbejde for de ting, der skaber et rigt arbejdsliv. Og i virkeligheden er der masser af gode karrieremuligheder på de offentlige arbejdspladser - også uden man behøver at gå ledervejen. 

I foråret lavede vi en undersøgelse blandt vore medlemmer om faglig ledelse - eller det der som ofte refereres til som “ledelse uden personaleansvar”. Undersøgelsen viste, at vores formodninger holdt stik. Der er flere og flere akademikere i det offentlige, der får tilbudt faglig ledelse, og mange ser det som en god karrieremulighed – hvad det også er for rigtig mange! Med faglig ledelse får man udbygget sine kompetencer og lærer at bruge sin faglighed i et koordinerede perspektiv. 

DM Offentligs sektorblad handler denne gang om karriereveje i det offentlige, og du kan blandt andet læse mere om DM Offentligs undersøgelse om faglig ledelse. Du kan finde ud af, hvad du skal stille af krav, hvis du bliver tilbud faglig ledelse og hvordan du kan bruge din tillidsrepræsentant. 

Giver artiklerne dig lyst til at få mere viden, så afholder DM flere fyraftens arrangementer i løbet af efteråret og foråret, som omhandler forskellige karriereveje i det offentlige. 

God læselyst