Gå til sidens indhold

Fleksibel arbejdstid: Frihed til medarbejderne eller styrket ledelse?

SF’s Ninna Thomsen har lanceret ”fleksibel arbejdstid” som et opgør med arbejdsgiverens ret til at bestemme. Men venstrefløjsdebattør mener, at forslaget vil få den stik modsatte effekt. DM’s formand er til gengæld positiv.

Af Thomas Bøttcher

Historisk har fagbevægelsen kæmpet for ensartede arbejdstidsregler, og i overenskomsterne er det fastsat, at den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Men ideen om, at 37 timer passer til alle, er i opbrud.

DMO%20artikel%2004

Senest har sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune afholdt et pilotprojekt, hvor de ansatte løbende kan forhandle deres arbejdstid.

Projektet, der nu skal udbredes til andre forvaltninger i kommunen, skal ifølge sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) give friheden tilbage til medarbejderne og imødekomme, at lysten og muligheden for at arbejde afhænger af den enkeltes livssituation.

Kommunens ansatte skal derfor have mulighed for at skrue op og ned for arbejdstiden, som det passer dem.

Det lyder godt, men også lidt for godt, mener Jan Helbak, faglig konsulent i FOA og redaktør på internettidsskriftet Kritisk Debat.

Han peger på, at Kommunernes Landsforening op til overenskomsterne i 2011, 2013 og 2015 har haft som officiel målsætning at udvide ledelsesretten, blandt andet når det gælder arbejdstidstilrettelæggelsen.

Og i Jan Helbaks optik er Ninna Thomsens arbejde for fleksibel arbejdstid mest af alt en håndsrækning til de kommunale arbejdsgivere. Når fagbevægelsen har kæmpet for ens arbejdstid for alle, skyldes det ifølge ham solidaritet. Ens regler beskytter den enkelte mod ”ledelsens vilkårlighed og bevidste udnyttelse af, at nogle ansatte er stærke, mens andre er mindre stærke”, skriver han i en kommentar på Kritisk Debats hjemmeside.

Hvorfor er fleksibel arbejdstid et problem?
”Det er egentlig ret enkelt. De, der kan og vil arbejde fx 42 timer i en periode, er automatisk også dem, arbejdsgiverne anser som de bedste medarbejdere. Det er dem, der får de mest interessante opgaver, dem der får adgang til resultatløn og dem, der i det hele taget står bedst i forhold til ny løn. Så arbejdstiden bliver en selektionsmekanisme for lederne. Og taberne bliver dem, der ikke kan klare at arbejde 42 timer”.

Med andre ord beskytter ensartede arbejdstider den enkelte medarbejder bedst muligt. Det er jo slet ikke den vej, man så skal gå for at løse problemerne. Det må tværtimod dreje sig om at forbedre arbejdsforholdene.
Jan Helbak, redaktør og faglig konsulent ved FOA

”Vi arbejder ikke 37 timer for sjov. Vi gør det for at beskytte os mod urimelige vilkår. Så fælles regler virker som et disciplineringsinstrument, som også er frihedsskabende, fordi vi kan henvise til, at vi kun må arbejde 37 timer, når arbejdsgiveren vil have os til noget andet”, siger Jan Helbak.

Jan Helbak kalder det samtidig besynderligt, at Ninna Thomsen har givet udtryk for, at forsøget skal sikre et godt arbejdsmiljø og give ”mindre syge, mindre nedslidte og mindre stressede” medarbejdere.

”Det er jo slet ikke den vej, man så skal gå for at løse problemerne. Det må tværtimod dreje sig om at forbedre arbejdsforholdene. Ellers bliver det jo en accept af, at det opskruede arbejdstempo, omstruktureringerne og effektiviseringspresset er noget lønmodtagerne selv skal betale for”.

DM: Vi er tilhængere
Mens Jan Helbak tordner mod Ninna Thomsen forslag, er DM’s formand Camilla Gregersen anderledes venligt stemt. Blandt DM’s medlemmer er der et udbredt ønske om større indflydelse på egen arbejdstid. Men ifølge Camilla Gregersen er der dog også problemstillinger forbundet med forsøget. Vi må ikke individualisere udfordringerne med fleksibel arbejdstid. Men når det er sagt, ser jeg positivt på, at vi får taget hul på forsøg med at indrette arbejdstiden mere fleksibelt. Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening

”Først og fremmest er der en klar ligestillingsudfordring, da flere kvinder end mænd vil gå ned i tid, og derfor skal vi parallelt fremme ligestilling af omsorgsopgaverne, herunder øremærket barsel til såvel partneren som til den gravide”.

Camilla Gregersen mener desuden ligesom Jan Helbak, at medarbejdere på nedsat tid risikerer at sakke agterud, når det handler om udviklings- og karrieremuligheder. Her skal de tillidsvalgte være på vagt, ligesom medarbejderne på nedsat tid skal sikre sig, at de ikke bare får mindre tid til at løse samme mængde opgaver.

”Det er alt sammen problemstillinger, som bør følges tæt af tillidsrepræsentanter og i samarbejdsudvalg. Vi må ikke individualisere udfordringerne med fleksibel arbejdstid. Men når det er sagt, ser jeg positivt på, at vi får taget hul på forsøg med at indrette arbejdstiden mere fleksibelt. For vi skal kunne holde til arbejdslivet gennem alle livsfaser, uanset om man er opgavelysten nyansat, fortravlet småbørnsfamilie eller virksom senior”.