Gå til sidens indhold

Trends og tendenser på det offentlige arbejdsmarked

Velkommen til DM Offentligs sektorblad, som i denne omgang sætter fokus på en række trends og tendenser på det offentlige arbejdsmarked.

Anne%20Bisgaard%20Porsaf Anne Bisgaard Pors, formand for DM Offentlig

Der sker meget på det offentlige arbejdsmarked. Det er nok de færreste, som ikke har bemærket opsigelsen af kutymefridagene – juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag – på flere statslige arbejdspladser. Samtidig er rådighedsforpligtigelsen under pres, og på flere arbejdspladser mener arbejdsgiverne, at akademikere har en forpligtigelse til at levere hele eller næsten hele rådighedsforpligtigelsen i timer uden ekstra løn eller frihed. Offentlige arbejdspladser oplever, at flekstidsaftaler bliver opsagt, og medarbejderne får mindre fleksibilitet og dårligere mulighed for at sikre en god balance mellem privatliv og arbejdsliv. I det hele taget ser vi desværre en offentlig sektor, som er præget af forringelser af arbejdsvilkår og arbejdsforhold.

De offentlige arbejdspladser har et stadigt stigende antal midlertidige ansættelser, og flere og flere arbejder i atypiske ansættelser gennem store dele af deres arbejdsliv. Hele vores overenskomst, arbejdsforhold og vilkår er ellers rettet mod et arbejdsmarked med faste stillinger. Denne tendens gør, at vi bliver nødt til at sætte fokus på, hvad det betyder for både arbejdspladserne og for den enkelte midlertidigt ansatte. Vi bliver nødt til at finde løsninger, hvor alle – midlertidigt ansatte eller fastansatte – får rimelige og lige arbejdsvilkår, pension og livsløn. Hvis ikke vi adresserer dette, har vi udsigt til en skævvridning af det akademiske arbejdsmarked: Det vil skabe såkaldte ”fattige akademikere” og resultere i et A- og et B-hold, hvor flere akademikere lades i stikken i forhold til pension og pensionsalder.

Den offentlige sektor er ikke lønførende - langtfra - og bliver det nok aldrig. Men når man ikke vil være førende på løn, så skal andre forhold tiltrække kvalificerede medarbejdere til arbejdspladserne. For den offentlige sektor må det være fornuftige arbejdsvilkår og arbejdsforhold. Arbejdsgiverne skal passe på, at de ikke udpiner vilkårene for de offentligt ansatte, for det vil afskrække kvalificerede medarbejdere fra at søge mod den offentlige sektor. Og vi må ikke tillade, at den sektor, der driver vores velfærd og er ryggraden i vores samfund, bliver udhulet og ødelagt.

På statens område har Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) været nødsaget til at opsige samarbejdet omkring tre periodeprojekter på grund af et forringet samarbejdsklima, hvor modparten, herunder Moderniseringsstyrelsen, ikke møder os med en konstruktiv tilgang og ønske om dialog. Når Moderniseringsstyrelsen udelukkende stiller krav og ikke ønsker forhandling, så er samarbejde i sagens natur vanskeligt. Medarbejdere motiveres af gode arbejdsforhold og fornuftige vilkår, og styrelsen bliver nødt til at forstå, at man ikke kan regne sig frem til mere effektive, dygtige og pålidelige medarbejdere i et Excel-ark.

Med alle de trends og tendenser vi ser, er det også relevant at spørge, hvordan de kommende overenskomstforhandlinger vil forløbe. Hvilke tendenser får indflydelse, og hvad vil arbejdsgiverne fokusere på? Hæver vi os lidt op og kigger i temaer, så tror jeg, at arbejdstid og fleksibilitet bliver et tema under OK18. Arbejdsgiverne har stor fokus på arbejdstid. Forsøg med fritvalgsordninger med arbejdstid, opsigelse af kutymefridagene, flekstidsordninger, midlertidige stillinger og et massivt pres på rådighedsforpligtigelsen, er alle tendenser, som berører arbejdstiden.

DM Offentlig ser på flere tendenser med interesse, for eksempel en fritvalgsordning om arbejdstiden, mens visse tendenser såsom opsigelser af flekstidsaftaler, pres på rådighedsforpligtelse og opsigelse af kutymefridage tegner et skræmmende billede af fremtiden på det offentlige arbejdsmarked.

Alle tendenser har dog den fællesnævner, at vi bliver nødt til at kigge på betydningen for arbejdsmarkedet, for arbejdsmiljøet og især på de implicitte konsekvenser i forhold til fx ligestilling, pension, den enkeltes arbejdsliv, sikkerhed og tryghed. Fagbevægelsen har jo netop altid haft fokus på solidaritet, fællesskab, tryghed og rammer for et godt arbejdsliv. Det skal vi blive ved med, og vi har en pligt til kontinuerligt at arbejde for bedre arbejdsvilkår og arbejdsforhold for alle medlemmer. Vi må sikre, at vi ikke giver køb på kerneværdier, og sikre, at medlemmernes interesser varetages bedst muligt under næste års forhandlinger. Arbejdsgiverne vil gerne gå fra det kollektive til det individuelle, fra anciennitet og kvalifikationer til individuelle præstationer og fra ret til pligt. Det er skræmmende, men vi må ikke underkende vigtigheden af at kende arbejdsgivernes tilgang til Ok18. Så lad os bruge denne viden til at finde bedre løsninger og vise arbejdsgiverne, at de forhold og vilkår, vi tegner i overenskomsterne, skal sikre medarbejdere.

DM Offentlig har derfor også med interesse læst og hørt medlemmernes ønsker til OK18. Der er kommet mange gode bud på, hvad der er vigtigt, og hvad vi bør tage med til forhandlingsbordet. Det vigtigste er stadig reallønsstigninger, og herefter har vi fokus på fleksibilitet, rådighed, arbejdstid og psykisk arbejdsmiljø. Der er fokus på at sikre en fornuftig lønudvikling, men også sikre midlertidigt ansatte bedre og sikre vores ”employability” igennem en række krav i relation til efteruddannelse.  Vi har fokus på krav, som adresserer de uheldige tendenser, vi oplever på det offentlige arbejdsmarked.

I kan læse meget mere om tendenserne på det offentlige arbejdsmarked i dette nummer af DM Offentligs sektorblad.

Følg med i DM’s arbejde med OK18

God læselyst