Til indhold

Sådan er du en god kollega

DM
Vær en god kollega. Det betaler sig - også under corona. © Lasse Martinussen

Det kan være sværere at være en god kollega under coronakrisen. Samtidigt er det for mange ekstra vigtigt med gode kollegaer for tiden. Derfor får du her en række gode råd til, hvordan du er en god kollega – også under corona.

Den gode kollega ser mennesket

De fleste af os kan godt lide at føle, at vi er anerkendt og set af vores kollegaer. Du kan være med til at få dine kollegaer til at føle sig anerkendt på flere måder. Fx:

  • Hvis du møder fysisk på din arbejdsplads, så kan det gøre meget alene at hilse venligt
  • Hvis du hovedsageligt ser dine kollegaer til virtuelle møder, så meld ud, at du logger på fem minutter før mødet starter. Så har du tid til at hilse på de kollegaer, der har lyst, og få en kort snak om, hvordan det går
  • Spørg kollegaer, om de vil mødes til en virtuel frokostpause, så I kan snakke om noget andet end det rent faglige.

Læs også, hvordan du arbejder hjemme uden at blive skør i hovedet

Den gode anerkender faglighed

Mange har udover et socialt behov også et behov for at blive anerkendt fagligt.

Gode metoder til at anerkende dine kollegaers faglighed er fx:

  • Spørg kollegaer om bidrag og sparring. Så får du nemlig ikke alene nemmere ved at udføre dit eget arbejde, du anerkender også, at en kollega har en særlig ekspertise
  • Anerkend dine kollegaer for deres bidrag til møder. Det behøver ikke at være mere end for eksempel at sige ”det synes jeg er en rigtig god pointe” (hvis du altså synes det, ærlighed varer længst) 
  • Hvis en kollega ikke siger noget til et møde, så overvej at spørge dem bagefter, om de vil dele deres viden eller holdning med dig.

Den gode kollega går konstruktivt til problemer

Hvis en af dine kollegaer har et problem på arbejdspladsen, så er det vigtigt at være konstruktiv. Det er du blandt andet ved at:

  • Være empatisk og lyttende. Undgå at løse eller kommentere i første omgang
  • Hvis der er et reelt problem, som skal løses, så hjælp din kollega med at kontakte den tillidsvalgte eller DM, så der bliver gjort noget ved det. 

Den gode kollega er gavmild med sin viden

Det er en god idé at dele ud af sin viden. Ikke kun i forhold til det rent faglige.

Hvis du også deler ud af din viden om arbejdsforhold, kan det komme dine kollegaer til gavn. Fx:

  • Vær åben om din løn over for kollegaerne. På den måde står I alle stærkere i lønforhandlingerne. Desuden kan lønåbenhed være med til at øge ligestillingen på arbejdspladsen. 
  • Del det, hvis du har en særlig viden om nogle uskrevne tilgange til, hvordan tingene skal gøres på jeres arbejdsplads. Fx har I måske en chef, der godt kan lide at tingene bliver gjort på en bestemt måde.

Kilde: Cecilie Burkal Cohrt, konsulent i DM

 

Dine huskeregler

Læs, hvad du også skal være obs på under corona

Læs mere

Dit arbejdsmiljø under corona

Læs om dit arbejdsmiljø under corona.

Læs mere