Gå til sidens indhold

FAQ om flytninger

Få korte svar på de hyppigst stillede spørgsmål om flytninger af statslige arbejdspladser.

Det er et stort valg at træffe, om du skal flytte med, når din arbejdsplads flytter. Og der er mange både private og karrieremæssige hensyn.

Helt generelt vil vi opfordre dig til at bruge god tid på at sætte dig ind i, hvad dit valg indebærer, uanset om du hælder mest til at sige ja tak til at flytte med eller nej tak. Få klarhed over fx, hvornår flytningen skal finde sted, hvilke muligheder der er for at pendle, for fleksibilitet, hjemmearbejdsdage og jobmuligheder for din kæreste eller ægtefælle.

  • Hvad er en væsentlig stillingsændring?

    Der vil typisk være tale om en væsentlig stillingsændring, hvis flytningen indebærer en væsentligt forøget transporttid eller kilometerantal. Der vil altid blive lavet en individuel konkret vurdering af, hvornår der er tale om en væsentlig stillingsændring.

  • Hvorfor er det vigtigt, om det er en væsentlig stillingsændring?

    Juridisk har det stor betydning for dit valg, om der er tale om en væsentlig stillingsændring. Hvis der ikke er tale om en væsentlig stillingsændring, skal du tåle at flytte med din arbejdsplads, uden at du bliver kompenseret for ulempen ved, at dit arbejde flytter. Det betyder i praksis, at du selv skal opsige din stilling, hvis du ikke ønsker at flytte med.

    Hvis det bliver vurderet, at flytningen af din arbejdsplads indebærer en væsentlig ændring af din stilling, skal du vælge, om du ønsker at sige ja tak til at flytte med.  Du vil få en formel opsigelse af din nuværende stilling og samtidig et tilbud om den samme stilling på det nye arbejdssted. Her skal vælge, om du siger ja til jobbet på det nye arbejdssted, eller om du siger nej tak og i stedet bliver opsagt med dit individuelle varsel, som typisk er mellem 3-6 måneder. 

  • Skal jeg flytte med, hvis jeg vil beholde mit job?

    Ja, som udgangspunkt skal du flytte med, hvis du vil beholde din stilling. Hvis du skal flytte din bopæl som følge af, at din arbejdsplads flytter, og der er tale om en væsentlig stillingsændring, vil der også være mulighed for, at du kan få flyttegodtgørelse og hjælp til flytningen. 

    Læs mere om reglerne for flyttegodtgørelse

  • Hvad er mine vilkår, hvis jeg ikke vil flytte med?

    Vilkårene er forskellige, afhængig af hvor langt væk dit arbejde flytter (væsentlig stillingsændring eller ikke væsentlig stillingsændring).

    Hvis der ikke er tale om en væsentlig stillingsændring, skal du selv opsige din stilling, hvis du ikke vil flytte med. Du har 1 måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en måned.

    Hvis der er tale om en væsentlig stillingsændring, kan du vælge at blive opsagt med dit individuelle varsel, som er afhængig af, hvor lang tid du har været i stillingen. Opsigelsesvarslet er typisk mellem 3-6 måneder.

  • Jeg vil gerne flytte med min arbejdsplads, men hvordan skal jeg få det til at fungere i praksis?

    Det kan være en god ide at aftale med din arbejdsgiver, at du får ekstra fleksibilitet, for at det kan lykkes at blive i stillingen. Et eksempel kan være, at du får mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag, eller at du må bruge transporttiden som arbejdstid.

  • Hvad mener DM? Og hvad gør I?

    I DM ser vi det som vores primære opgave at påvirke processen, så den bliver forberedt godt og kommer til at foregå på ordentlig vis med gode rammer og vilkår for de enkelte medarbejder. På den måde arbejder vi for, at den enkelte får mulighed for at træffe det store valg, det er, på et oplyst grundlag, og at arbejdspladsen undgår for stort videnstab, tårnhøje sagsbunker.

    DM har deltaget i et møde med innovationsminister Sophie Løhde om DM, IDA og Djøfs undersøgelse af den første fase af flytninger af statslige arbejdspladser. Vi er kommet med tre konkrete anbefalinger på baggrund af undersøgelsen og medlemmernes erfaringer fra de tidligere flyttede styrelser. Derudover afholder vi medlemsmøder for dem, der er berørt af flytningerne rundt i landet, og vi bistår TR’erne i de berørte styrelser.

    Læs mere: Store vanskeligheder ved flytninger af statslige arbejdspladser

  • Hvorfor tænker DM kun i at bevare arbejdspladserne i København?

    I DM har vi været kritiske overfor de tidligere flytninger, da vi har ment, at processen var forhastet og dårligt planlagt. Det har fået nogle til at mene, at DM kun taler københavnernes sag og helt overser, at flytningerne giver vores medlemmer i provinsen nye muligheder. Vi vil gerne slå fast, at det har været processen omkring flytningen af statslige arbejdspladser, der har været og er genstand for vores kritik.

    Den undersøgelse, som Rambøll har udarbejdet for os, handler i høj grad om vores berørte medlemmers oplevelser og erfaringer med den første runde af flytninger. Undersøgelsen peger på nogle markante problemer i forbindelse med de tidligere flytninger.

    Læs om undersøgelsen i Magisterbladet

  • Hvordan kan DM hjælpe mig?

    DM sørger også for at klæde din lokale tillidsrepræsentant godt på til at hjælpe dig, og vi kommer gerne på besøg hos jer til et klubmøde på arbejdspladsen.

    Varslet om flytningen af din arbejdsplads, kan også betyde, at du får brug for at tage din jobsituation og karriere op til genovervejelse. Som medlem kan du få en gratis karrieresamtale og mulighed for et tjek af dit cv og ansøgning.  Begge dele kan bookes online med dit medlemsnummer.

    Book en karrieresamtale

    Book et CV- og ansøgningstjek

    Du er også altid velkommen til at kontakte DM’s medlemsrådgivning på dm@dm.dk eller 38 15 66 00.

  • Kan jeg nå at tilmelde mig a-kasse og lønsikring?

    Hvis du overvejer at sige op, fordi din arbejdsplads skal flytte, og du ikke har tegnet lønsikring, kan du muligvis nå det. Det er dog vigtigt, at du har indgået aftale om lønsikring, inden du har kendskab til kommende ledighed.

    Kontakt Magistrenes A-kasse på 70 20 39 71

    Læs mere om lønsikring hos MA