Til indhold

DM's formand udpeget til ekspertarbejdsgruppe om demokratiske virksomheder

DM
© Lasse Martinussen

Ekspertarbejdsgruppen skal undersøge og afdække forhold for demokratiske virksomheder og komme med anbefalinger, der kan fjerne uhensigtsmæssige barrierer og forbedre forholdene for demokratiske virksomheder.

Camilla Gregersen, formand for DM, er blevet udpeget af erhvervsminister Simon Kollerup til den nye ekspertarbejdsgruppe om demokratiske virksomheder.

Demokratiske virksomheder dækker over mange virksomhedstyper og spænder fra Coop Danmark, Nykredit og Arla til nye typer af kooperative konsulenthuse som Analyse og Tal og Flexwerker.

Ekspertarbejdsgruppen skal undersøge og afdække forholdene for demokratiske virksomheder og skal komme med anbefalinger, der kan fjerne uhensigtsmæssige barrierer og forbedre forholdene for demokratiske virksomheder.

DM har siden seneste medlemskongres hvor emnet blev indført i principprogrammet, vedtaget en officiel politik på området og har siden igangsat Danmarks første erhvervsdemokratiske inkubator. Den har nu hjulpet en række kooperative iværksættere på vej.

DM ønsker at fremme de erhvervsdemokratiske virksomhedstyper hvor det er hensigtsmæssigt, da de skaber nye job og innovation.

Flere af de erhvervsdemokratiske virksomhedstyper passer nemlig godt til vidensarbejderes arbejdsform med en vægt på medindflydelse, delegeret ansvar og innovation i arbejde.

Vidensarbejdere er særligt produktive og trives godt i flade hierarkier og netværksbaserede organisationer, hvor deres specialiserede viden kan komme mest smidigt i spil. Demokratisk erhverv handler således om jobskabelse, langsigtet værdi og det gode arbejdsliv.

Demokratiske virksomheder

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, som skal styrke vidensgrundlaget om demokratiske virksomheder i Danmark og komme med konkrete anbefalinger.

Læs mere om ekspertgruppen
DM
© Lasse Martinussen