Gå til sidens indhold

Ulykkesforsikring

Du kan ikke forsikre dig mod ulykker, men med DM Forsikrings ulykkesforsikring er du godt forsikret ved ulykker. Faktisk kan forsikringen tilpasses præcis dit behov.

Se produktblad (pdf)

Hvad dækker en ulykkesforsikring?

Med en ulykkesforsikring får du erstatning, hvis du kommer ud for en ulykke. Derudover dækker din ulykkesforsikring også udgifter i forbindelse med genoptræning efter en ulykke.

Som udgangspunkt dækker ulykkesforsikringen altså de skader, der skyldes en pludselig hændelse, der forårsager personskade. Det kan fx være en knæskade i forbindelse med sport, eller hvis du er så uheldig at blive indblandet i et trafikuheld. Ulykkesforsikringen dækker derimod blandt andet ikke svie og smerte eller tabt arbejdsfortjeneste.

Så let sammensætter du din ulykkesforsikring

Hvem skal forsikringen dække?
Du skal beslutte, hvem forsikringen skal dække. Husk, at børn er gratis dækket indtil de fylder 1 år.

Hvor meget skal ulykkesforsikringen dække?
Hvornår (heltid/fritid) skal forsikringen dække, og hvor stor erstatning ønsker du, hvis uheldet er ude?

Har du behov for tilvalg? 
Vælg de dækninger, som gør, at forsikringen passer præcist til dine behov fx hvis du tager på skiferier ude?

Vi skal vide lidt om dig 
Alt efter det dækningsmix du har valgt, skal vi bruge et par praktiske oplysninger fra dig.

Fordele med DM Forsikrings ulykkesforsikring

Med DM Forsikrings ulykkesforsikring er du økonomisk dækket, hvis du har været ude for en ulykke. Samtidig betaler du kun for dækninger, som du ønsker og har behov for. Det giver dig en øget individualitet, fordi du selv vælger til og fra. 

Ulykkesforsikringen består af en solid basisdækning samt en række tilvalg, som tilsammen sikrer, at forsikringen passer lige præcis til dine behov. Uanset din alder og hvilke tilvalg du vælger, får du følgende fordele med din ulykkesforsikring hos DM Forsikring:

  • Individualitet og pris efter din risiko:
    Du bestemmer, hvilke dækninger du har behov for, og du betaler kun for det, du skal bruge. 
  • Ekstra rejsedækninger:
    Har du et lovligt førerbevis, der er gældende i Danmark, er du dækket på ferierejser i udlandet i op til 60 dage, hvis du eksempelvis lejer en motorcykel, knallert/scooter eller ATV. Det gælder dog ikke for formålsrejser som fx en motorcykelferie tværs over USA, og dækningen skal ses som et supplement til en rejseforsikring.
  • GF passer ekstra godt på børnene:
    Børn i husstanden, der er yngre end 1 år, er dækket gratis, hvis de er noteret på policen. Vi dækker også tandskader, behandlingsudgifter, fingererstatning, ekstra rådighedsbeløb til børn, indtil barnet fylder 18 år. Kosmetiske operationer efter brandskader dækker vi, indtil barnet fylder 25 år. 
  • Fuld dækning hele livet:
    Du får ikke nedsat din erstatning på grund af alder – og vi har et prisbilligt alternativ, hvis du er over 60 år. 

Sådan er DM Forsikrings ulykkesforsikring opbygget 

Opbygningen af ulykkesforsikringen giver dig mulighed for individuel sammensætning, som du muligvis kender det fra fx vores hus- eller indboforsikring. Grundstenen i vores ulykkesforsikring er en solid basisdækning, og hertil vælger du de tilvalgsdækninger, der passer præcist til dig. 

Basisdækningen består af følgende dækninger:

  • Varigt mén på 5 procent (standard), 8 procent eller 10 procent. Alle er inklusiv:
    • Tandskadebehandling til rimelige og nødvendige udgifter.
    • Behandling hos en fysioterapeut, kiropraktor eller registreret alternativ behandler.
    • Psykologhjælp i op til 12 samtaler.
    • Fingererstatning på 15.000 kroner ved knogleamputation af ring-/lillefingers yderste led med en méngrad under 5 procent.
  • Knæskader på 8 procent (standard) eller 5 procent.

Børn (0-18 år) forældrene får et ekstra rådighedsbeløb på 100.000 kroner ved en méngrad over 30 procent, begravelseshjælp på 50.000 kroner samt dækning døgnet rundt ved både Risikosport og Højrisikosport. Både børn og unge (18-25 år) får dækket kosmetisk operation efter en brandskade eller skoldning, op til 20.000 kroner, hvis skaden giver en méngrad på minimum 5 procent og ikke dækkes fra anden side. 

Både voksne (25-59 år) og seniorer (+ 60 år) kan få nye briller eller kontaktlinser efter en øjenskade på minimum 5 %, mens der til vores særlige +60-dækning er mulighed for strakserstatning ved knoglebrud, amputationer og en række andre forskellige årsager.

Sammensæt den ulykkesforsikring, der passer til dig

Der er tre ting, du skal tage stilling til, når du sammensætter din ulykkesforsikring. Du skal beslutte, hvornår du er dækket, vælge en forsikringssum og hvilken méngrad, du ønsker. Du kan derfor sammensætte den ulykkesforsikring, som du har behov for ved at besvare følgende spørgsmål:

1. Heltidsdækning eller fritidsdækning? 
Heltid dækker hele døgnet, også under erhvervsarbejde, mens risikofyldt bijob er dækket i op til 10 timer. 
Fritid dækker kun i din fritid og op til 10 timers erhvervsarbejde om ugen. 
Børn er automatisk dækket hele døgnet, også under erhvervsarbejde. 

2. Hvor stor skal forsikringssummen være? 
Sum for varigt mén og død skal samlet være på minimum 100.000 kroner pr. person og maks. 3.000.000 kroner (2018) 

3. Hvor stort skal et varigt mén være, før du får erstatning? 
Vælg mellem 5 procent, 8 procent eller 10 procent. Jo højere méngrad du vælger, desto større skal en skade være, før ulykkesforsikringen dækker. Det er typisk også grunden til, at langt de fleste vælger den laveste méngrad på 5 procent. Bemærk, at du også skal tage stilling til din méngrad ved knæskader, der som udgangspunkt er sat til 8 procent.

Vælg de tilvalg, du ønsker

Efter du har valgt dækning, forsikringssum og méngrad, er det en god idé at overveje, om du skal supplere din ulykkesforsikring med tilvalg. Det er individuelt, hvilke tilvalg der passer til dig, men det er vigtigt at tage stilling til dine behov, så du er dækket, hvis du fx rider eller står på ski. 

Har du spørgsmål til, hvordan du kan sammensætte din ulykkesforsikring, kan du blive kontaktet af DM Forsikring, der hellere end gerne hjælper, forklarer og rådgiver dig med dine valg. 

Nedenfor finder du en beskrivelse af samtlige tilvalg:

Dobbelterstatning
Med dobbelterstatning får du det dobbelte i erstatning, hvis du får en méngrad over 30 procent. Tilvalget kan tegnes af alle i alderen 0-70 år.

Strakserstatning
Med strakserstatning får du et engangsbeløb på 12.000 kroner for knoglebrud eller overrivninger af bånd eller sener, der ikke medfører varige mén og som forudbetaling for skader, der giver varige mén. Ved flere brud eller overrivninger ved samme skade får du en strakserstatning på 18.000 kroner.

Udvidet strakserstatning
Udvidet strakserstatning er tilvalg til strakserstatning. Den sikrer, at en udbetalt strakserstatning ikke senere fratrækkes i en eventuel erstatning for varigt mén. 

Fører af motorcykel, scooter, knallert 30/45 og ATV
Tilvalget dækker, hvis du fører en motorcykel, scooter, knallert og scooter 30/45 eller ATV. Tilvalget kan vælges af alle, der er over 15 år.

Forhøjet varigt mén
Tilvalget er en ekstra god dækning af syn, hørelse, arme, hænder, ben og fødder, som forhøjer en række méngrader i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejledende méntabel. Tilvalget kan tegnes af alle i alderen 0-70 år. 

Varigt mén ved sygdom
Dækker ulykkestilfælde, hvor sygdom er årsag til skaden. Derudover dækker den en forværring af et fysisk varigt mén, som skyldes komplikationer som følge af en sygdom. Der er en dækning på 50 procent, hvis sygdommen er diagnosticeret, før tilvalget er tegnet og en dækning på 100 procent, hvis sygdommen først bliver diagnosticeret efterfølgende. Tilvalget kan tegnes af alle i alderen 0-70 år.

Eksempel: Et kompliceret, åbent benbrud, som hos en rask person forventes at ende med, at benet heler op uden varige mén, kan for diabetikere resultere i øget risiko for amputation af benet og dermed et varigt mén.

Risikosport
Dækker risikofyldt sport og lignende aktiviteter, hvor risikoen for liv og førlighed må betragtes som højere end ved almindelige sportsgrene. Børn under 18 år, har automatisk dækningen.

Højrisikosport
Dækker højrisikofyldt sport og andre lignende aktiviteter, hvor risikoen for liv og førlighed må betragtes som højere end ved Risikosport. Børn under 18 år, har automatisk dækningen.

Professionel sport
Dækker professionel sport, hvor den årlige indtægt maksimalt udgør 100.000 kroner. Det er et tilvalg, der kan vælges af alle. Tilvalget gælder hele døgnet rundt, uanset om der er valgt heltid eller fritid.

Begravelseshjælp 
Behovet for hjælp til en begravelse er ikke kun relevant i relation til børn. Det er også relevant for voksne, især ældre. Du kan vælge at tegne tilvalget som krydsulykke, der gør, at boet sparer 15 procent i arveafgift. Begravelseshjælp er en fast del af dækningen til børn under 18 år.

Tyggeskade
Behandling af skader på tænder, som opstår ved spisning, selvom der ikke er tale om et ulykkestilfælde. Tilvalget kan tegnes af alle i alderen 0-70 år.

Udvidet hjælp
Med udvidet hjælp får du hospitalskompensation på 300 kroner pr. indlæggelsesdag, som følge af et ulykkestilfælde i op til 12 måneder fra indlæggelsesdato. Derudover er der inkluderet hjælp til havearbejde og rengøring med en kompensation på 200 kroner pr. dag i op til 60 dage, hvis du ikke selv kan, eller hvis du som forælder til et forsikret barn, som er kommet til skade, ikke kan gøre rent eller udføre havearbejde, fordi du opholder dig på hospitalet. 

60-dækning – et alternativ til dig over 60

Seniorer har mulighed for at vælge vores +60 dækning, som er et alternativ til ulykkesforsikringen. Dækningen sikrer strakserstatning ved knoglebrud, amputationer og en række andre skadeårsager. +60 dækker også tandskadedækning som følge af ulykke.

Du kan udvide +60 dækningen med følgende tilvalg:

  • Begravelseshjælp
  • Tyggeskade
  • Udvidet hjælp 

Ekstra bonus: Er du medlem af Ældresagen, inkluderer +60-dækningen også psykologisk krisehjælp ved overfald og trafikuheld.

Børnesygdomsdækning

DM Forsikrings børnesygdomsdækning er et tilvalg til DM Forsikrings børneulykkesforsikring, så du passer ekstra godt på dig selv og din familie, hvis din søn eller datter bliver ramt af alvorlig sygdom, eller hvis en sygdom giver dit barn varige mén.
Erstatningen fra børnesygdomsdækningen er skattefri og kan gøre, at du står med færre økonomiske bekymringer i en svær tid.
Pengene kan fx bruges til hjælpemidler for at lette hverdagen.

Dette får du med DM Forsikrings børnesygdomsdækning:

  • Sygdomsdækning dækker varige men på grund af sygdom. Erstatningen udbetales allerede fra en mengrad på 5 procent (enkelte sygdomme dog først fra 25 procent)
  • Kritisk sygdomsdækning. Hvis dit barn får en kritisk sygdom bl.a. kræft og følger af hjernehindebetændelse, så udbetales erstatning. Forbrænding er også eksempel på en diagnose, der regnes som kritisk sygdom
  • Dødsfaldssum, der kommer til udbetaling, hvis barnet dør, efter det er fyldt 1 år.

Vi kræver ingen helbredsattest, for at du kan få børnesygdomsdækningen tilknyttet børneulykkesforsikringen.

Dækningen tilbydes i samarbejde med AP Pension.

Børn i husstanden, der er yngre end 1 år, og er noteret på forældrenes ulykkesforsikring er gratis dækket på børnesygdomsdækningen.

Hvad koster en ulykkesforsikring?

Prisen på en ulykkesforsikring afhænger af flere faktorer, og prisen er derfor individuel. Det er blandet andet dit valg af forsikringssum ved varigt mén samt forsikringssummen ved dødsfald, der er med til at fastsætte prisen på ulykkesforsikringen. Derudover er det af betydning for prisen, hvilken méngrad du vælger, og om du vælger nogle tilvalg til din ulykkesforsikring. 

Ønsker du at se, hvad en skræddersyet ulykkesforsikring koster for dig, kan du udregne din pris i vores online prisberegner. Du er også velkommen til at blive kontaktet af DM Forsikring, som kan give dig et uforpligtende tilbud på en ulykkesforsikring, der passer til dig.

Hvad gør jeg, hvis der sker en ulykke?

Står du i den situation, at du skal anmelde en skade på din ulykkesforsikring, har vi gjort det let for dig at anmelde skaden online. Det er aldrig sjovt at stå i en situation, hvor du har brug for din ulykkesforsikring, men når en skade sker, er det rart og betryggende at vide, at DM Forsikring hjælper dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til din skade, kan du kontakte DM Forsikring alle hverdage.