Til indhold

Kurser i IT-sikkerhed

Cybersikkerhed

Gratis

Lær at beskytte din virksomhed mod hackere, svindel og ransomware med IT-Universitetets onlinekurser.

Et mere digitaliseret samfund betyder også flere værdifulde data der skal beskyttes, og den høje trussel fra cyberkriminalitet og spionage gælder for alle erhverv, ikke mindst når man arbejder med it til dagligt. For uanset om du er selvstændig eller arbejder i en lille- til mellemstor virksomhed, er det vigtigt at overveje, hvilken værdifuld data du og din virksomhed lagrer, og hvordan I beskytter jer mod hackerangreb.

Under projektet ’Sikker:Cyber’ har ITU udviklet gratis onlinekurser i IT-sikkerhed, der kan hjælpe dig med at blive klogere på risikoen for cyberangreb, og hvordan du beskytter dig og jer bedst muligt.

Der findes tre kurser: Et introduktionskursus, et kursus i defensiv cybersikkerhed for it-professionelle og et kursus i offensiv cybersikkerhed for it-professionelle.

Introduktionskurset er til den almindelige computerbruger, der ønsker en bedre forståelse af it-sikkerhed og kompetencer til at træffe gode sikkerhedsbeslutninger og stille de rette krav til medarbejdere og leverandører.

Kurserne for it-professionelle henvender sig til deltagere, der arbejder med fx it-drift og systemudvikling. Kurserne har henholdsvis fokus på at opbygge en defensiv sikkerhedsstrategi, herunder logkilder og loganalyse, og på en offensiv sikkerhedsstrategi med udgangspunkt i sårbarhedsscanning og -fortolkning.

Om kurserne

- Kurserne består af mindre moduler, der hver tager cirka 20 minutter at gennemføre.

- Modulerne består af videnskabeligt funderet information, inddragende quizzer og opgaver og tager udgangspunkt i konkrete udfordringer, som medarbejdere i små og mellemstore virksomheder møder i hverdagen.

- Når du tilmelder dig, gemmes din progression, så du kan tage modulerne i dit eget tempo og når det passer dig.

Du får

- På introduktionskurset lærer du blandt andet om de mest almindelige cybertrusler, hvilke trusler der er relevante for din virksomhed, hvordan du strukturerer dit arbejde med it-sikkerhed, og hvad du skal gøre, hvis du bliver ramt af et hackerangreb. 

- På kurset i defensiv cybersikkerhed for it-professionelle får du viden om, hvordan du kan opdage et hackerangreb, hvor det er vigtigt at samle logs i dit netværk, og hvordan du analyserer logs, så du kan være på forkant med it-sikkerhedstruslen mod dig og din virksomhed. 

- På kurset i offensiv cybersikkerhed for it-professionelle lærer du om hackerens fremgangsmåde, hvilke værktøjer du kan bruge til at finde svagheder i dit eget system, og hvad hackeren kan gøre, når de har adgang til vores systemer.

Om Sikker:Cyber

Sikker:Cyber er finansieret af Industriens Fond og udviklet af IT Universitetet i samarbejde med Langkjaer Cyber Security Consulting og Globeteam.

Vil du i kontakt med Sikker:Cyber, kan du skrive til dem her: sikkercyber-general@itu.dk
Har du et teknisk spørgsmål, kan du skrive til dem her: sikkercyber-it@itu.dk

Tilmelding

Du kan tilmelde dig her. Klik på den lille 'kom i gang'-knap i højre hjørne, og opret en profil med mailadresse, brugernavn og adgangskode. Det er gratis, og du opretter en profil, så du kan gemme din progression løbende, og tage kurserne i dit eget tempo.

Cybersikkerhed