Blog om FN’s verdensmål: #4 Kvalitetsuddannelse

Mikkel Bohm, direktør, Astra – det nationale naturfagscenter
Del artikel:

BIO får i løbet af 2022 en række markante fagpersoner til at blogge om FN’s 17 verdensmål. De peger på problemer og løsninger. Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse.

FN’s verdensmål #4 skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring

Målet er, at alle børn skal sikres uddannelse, og at voksne i løbet af deres arbejdsliv skal have adgang til efter- og videreuddannelse.

Som de øvrige verdensmål har også mål #4 en række delmål, der bl.a. handler om lige ret til uddannelse for drenge og piger, livslang læring etc.

Et væsentligt delmål, der har sat tydeligt aftryk i det danske uddannelsessystem er ’indholdsmålet’, mål 4.7. hvori det bl.a. hedder, at alle elever skal have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme bæredygtig udvikling.

Bæredygtighed er her forstået bredt, dvs. både klimarelaterede emner, lighed mellem køn, ikkevoldelig kultur m.v.

Der er heldigvis, både hos ledere og lærere – og nok allermest hos børn og unge – et stort ønske om at arbejde med uddannelse for bæredygtig undervisning (UBU) i danske skoler.
UBU kalder på undersøgelsesbaseret undervisning, fokus på tværfaglighed, inddragelse af andre læringsmiljøer end klasseværelset, inddragelse af eksterne aktører i undervisningen samt fokus på elevdeltagelse og medbestemmelse.

Her kan BIO-medlemmer af DM/JA/DSL bidrage med viden fra det virkelige liv, der kan bruges som casehistorier i skolerne. Mange arbejder enten direkte eller indirekte med emner, der kan relateres direkte til FN’s verdensmål.

Det kan fx være folk, der arbejder med biodiversitet, landbrug, fødevarer eller byplanlægning – og kan vise hvordan deres faglighed giver dem handlekompetencer til at gøre en konkret forskel.

Handlekompetencer er vigtige. Vi voksne skal snakke om bæredygtighed på en måde, hvor vi viser, at faglighed skaber mulighed for handling – i modsætning til at male et skræmmebillede, der efterlader børn og unge uden håb.

Skolerne vil meget gerne samarbejde, og erfaringerne viser at det kan være meget berigende for fagfolk at komme i dialog med børn og unge. Det giver ofte et nyt perspektiv.

Man kan fx tage ud på skoler som del af Naturvidenskabsfestival i uge 39 – der er muligheder fra 0. klasse til 3.g.

Desuden har vi i det nationale naturfagscenter Astra samlet en oversigt over materialer og projekter, hvor lærere kan finde inspiration til deres undervisning, og hvor man som fagperson kan få et indtryk af, hvad der foregår i skolerne – samt hvor man måske kan deltage med sin viden.

Så er du BIO-fagperson, kan du bidrage til FN’s verdensmål 4.7. ved at formidle din viden til danske børn og unge. Held og lykke!

Se video om verdensmål 4
Læs om alle 17 verdensmål

}