Nina har studiejob i KL. Her er hun tæt på arbejdet med vand, natur og cirkulær økonomi

© Nina McAlpine Holst

Susanne Kragholm, fagskribent, BIO
Del artikel:

Nina McAlpine Holst har netop afsluttet en bachelorgrad i naturressourcer med specialisering i naturforvaltning fra KU. Ved siden af studiet arbejder hun 15 timer om ugen i Center for Klima og Erhverv hos Kommunernes Landsforening (KL).

Hendes primære arbejdsopgaver er at pleje kommunale netværk inden for cirkulær økonomi, industri samt vand og natur. Sammen med et spændende indblik i det politiske arbejde på teknik- og miljøområdet har jobbet givet hende forståelse for, hvordan kommunerne arbejder inden for hendes interessesfære.

Hvordan er du havnet i netop dette job?

Efter et par år på bachelorstudiet ville jeg gerne have et studierelevant job. Jeg søgte derfor målrettet efter studiejob og var til flere samtaler. Til slut fik jeg jobbet hos KL, hvilket jeg er meget glad for.

Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?

De fleste af mine arbejdsopgaver centrerer sig om at vedligeholde de kommunale netværk inden for cirkulær økonomi og industri. Arbejdet består primært i at arrangere netværksmøder, kontakte oplægsholdere og indgå aftaler med afholdelsesstedet. Derudover er der en løbende kommunikation med netværksmedlemmerne.

Hvis en konsulent får en hasteopgave, kan jeg som student også træde til og hurtigt hjælpe dem med at løse opgaven ved for eksempel at ringe rundt til en række kommuner eller med hurtigt at opsætte tilmeldinger til et webinar.

Er der noget, du er særligt stolt over at have bidraget til?

I foråret var jeg med til at arrangere KL’s store teknik- og miljøkonference for omkring 800 kommunale medarbejdere. Det krævede mange timers planlægning og koordinering, men resultatet blev virkelig godt, og det var fedt at være med til at skabe et så stort, vellykket arrangement.

Mine opgaver bestod blandt andet i at skabe overblik over arbejdsopgaverne og få lagt nogle realistiske deadlines for forskellige delelementer undervejs i forberedelsesfasen. Derudover var jeg med i planlægningsgruppen for konferencen, hvilket betød at jeg var med til at diskutere, hvordan programmet skulle stykkes sammen, hvilke bæredygtige tiltag vi skulle implementere, og hvordan vi kunne få konferencen til at fungerede rent logistisk med så mange deltagere.

Samarbejdet med mine kollegaer gik rigtig godt både før og under konferencen, og det bidrog til, at det var en stor succesoplevelse.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

Som student er jeg tilknyttet nogle bestemte konsulenter, der arbejder med vand og natur, cirkulær økonomi og industri. Det er dem, jeg primært får arbejdsopgaver fra. Typisk er vi i gang med at planlægge et netværksmøde, og i den forbindelse skal program og lokation være på plads.

Netværksmøderne afholdes over hele landet, og som student kommer jeg derfor også lidt rundt i Danmark. Min rolle her er typisk at have styr på alle de praktiske ting såsom navneskilte, madpræferencer for deltagerne og kontakt med afholdelsessteder og oplægsholdere. Det er også mig, der (forhåbentlig) har et ekstra adapterstik med, hvis teknikken driller.

Oveni det kan der komme opgaver med at lave spørgeskemaundersøgelser, opdatere hjemmeside og ringe til kommunerne om forskellige emner.

Hvad synes du, er det mest spændende ved dit job?

Det er virkelig spændende at være en del af KL, der er en storpolitisk organisation og repræsenterer alle landets kommuner. Her har jeg fået en større forståelse for det politiske system i Danmark, både på kommunalt og nationalt niveau – og inden for områder, der har min faglige interesse.

Derudover er det dejligt at arbejde i et center, der beskæftiger sig meget med grøn omstilling og klima. Konsulenterne sidder med alt fra udrulning af el-ladestandere og vindmøller på land til kommunernes klimaplaner og sikring af rent grundvand og udtagningsindsatser. Derfor er det altid spændende at gå på arbejde og høre om deres projekter og nogle gange være med i arbejdet.

Under sin bachelor besøgte Nina et forskningsprojekt i Pyrenæerne, der undersøger klimaforandringernes effekter på bjergkædens vilde arter. På billedet er et individ af Europas mindste fugleart, fuglekongen, netop blev målt og vejet. © Nina McAlpine Holst

Har du et godt råd til andre, der leder efter et studierelevant job?

Mit råd vil være at have god tålmodighed. Jeg synes ikke, at der er alt for mange relevante job inden for vores område, så der kan godt gå lidt tid, før man finder et match med en arbejdsplads.

Hvis du ser et interessant stillingsopslag, vil jeg altid anbefale at ringe til den kontaktperson, der er angivet, for at høre mere om stillingen. På denne måde kan du både føle dig lidt ind på arbejdspladsen og også høre, hvilke ting de vægter højt i den opslåede stilling.

Tilbage til studierne

Til september starter Nina McAlpine Holst på kandidaten i naturforvaltning. Hun forventer fortsat at kunne passe sit arbejde i KL ved siden af studierne.

Om KL

KL er interesseorganisation for de 98 forskellige kommunalbestyrelser, der er i Danmark. KL arbejder for, at kommunerne har de bedste rammer til at prioritere velfærd og økonomi. De bidrager også til at videreudvikle kommunestyret og det lokale demokrati. Kilde: kl.dk

}