Dansk Magisterforening

Tillidsrepræsentanter skal tage teten

Af Franciska Lee Beckett
Del artikel:

Fremover skal det ikke være arbejdsgiverne, men derimod tillidsrepræsentanterne, der skal sætte dagsordenen i lønforhandlingssituationen. Det mener det nyvalgte hovedbestyrelsesmedlem Niels Kristian Petersen, der sidste år blev valgt ind for listen DM Natur & Kultur.

Han vil arbejde for, at tillidsrepræsentanterne får flere redskaber til at understøtte deres forhandlinger. Det er redskaber i form af bedre lønstatistikker, større indsigt i, hvordan lønniveauet er andre steder, samt erfaringsudveksling blandt tillidsrepræsentanter om, hvordan der konkret arbejdes med lønforhandlinger forskellige steder.

“Vi er nødt til at give arbejdsgiverne et modspil inden for rammerne af Ny Løn og tage teten, så det ikke hele tiden skal være dem, der sætter dagsordenen. Vi skal ikke bare reagere på, hvad arbejdsgiverne gør, men have en offensiv strategi, som arbejdsgiverne er nødt til at reagere på”, siger Niels Kristian Petersen, der selv er tillidsrepræsentant på Danmarks Meteorologiske Institut. Han oplever, at det er en fordel at have kendskab til, hvordan der bliver forhandlet løn i andre institutioner.

“Det er min erfaring som tillidsrepræsentant, at det, at man konkret ved, hvad der bliver gjort andre steder, er noget, der virkelig kan bruges, når man skal forhandle med arbejdsgiveren. Det kan gøre indtryk, hvis man kan fremlægge resultater fra andre steder og sige, at sådan gør de der og der. Det er ikke bare en politik, man fremlægger, men fakta”, lyder det fra Niels Kristian Petersen.