Den hvide bjørn
- et politiseret ikon

Den mest komplette undersøgelse nogensinde af isbjørne i Grønland viser, at der er flere bjørne end forventet i et par bestande, som Grønland deler med Canada. Men alt er ikke godt. Klimaforandringer påvirker i høj grad bjørnene, som nu må tilbringe cirka halvanden måned længere tid på land, er blevet tyndere og føder færre unger.

Af Anna Dalsgaard, journalist, Magisterbladet

Isbjørneskindet er der ikke. Det ville næsten være for patetisk, synes Erik W. Born. Isbjørneeksperten, som har fulgt den ikoniske hvide bjørn gennem 40 år. Men hjemmet bærer tydelige spor af, den store faglige interesse for arktiske pattedyr, især isbjørnen og hvalrossen, som han på ekspertvis har skrevet et utal af videnskabelige artikler, faglige rapporter, og flere bøger om. Der er de fineste miniaturefigurer af hundeslæder, hvalrosser og isbjørne. Og på toilettet, kan man betragte et par imponerende penisknogler og nogle kranier fra en hvalros. 

Erik W. Born er cand.scient. og dr.phil. i biologi og formand for den videnskabelige canadisk-grønlandske regeringskomité for isbjørne. I den sammenhæng har han sammen med norske, canadiske og amerikanske forskere, og i samarbejde med lokalbefolkningen og jægere i Grønland og Canada, været ude og lede efter isbjørne i tre år fra 2011 til 2014. Fra helikopter har de undersøgt de to isbjørnebestande i Baffin Bugt og i Kane Bassin mellem Canada og Grønland for at tælle bjørne som led i en omfattende undersøgelse. 

De har enten skudt en lille pil ind i bjørnenes bagdel og fået et lille stykke dna med ud, for på den måde at ”optælle” hvor mange dyr der er i de to bestande. De har også bedøvet et vist antal bjørnene og sat satellit-sendere på dem for at følge deres færden og finde ud af, hvordan de reagerer på havisens tilbagegang.

Tvivl om bestandenes beskaffenhed
Siden begyndelsen af 1990’erne er havisen gået markant tilbage i både Baffin Bugt og i Kane Bassin. Efter den forrige bjørnetælling i 1990´erne, mente man, at bestandene var i tilbagegang, og opfattelsen var, at den canadiske og grønlandske fangst fra de fælles bestande var for høj. I 2006 indførte Grønland kvoter for sin bjørnefangst, mens fangsten i Canada har været kvoteret siden 1967.

I lyset af, at havisen – isbjørnenes vigtigste levested – var gået markant tilbage siden 1990´erne og at bestandstallene fra 1990´erne efterhånden var forældede, opstod der tvivl om Baffin Bugt og Kane Bassin-bestandenes befindende. 

”Modelberegninger viste, at bestandene var i tilbagegang, når man sammenholdt 1990´er-undersøgelsens tal for størrelsen af bestandene med den rapporterede fangst, der steg op imod begyndelsen af 2000-tallet. Isbjørnejægerne i Canada og Grønland så derimod flere bjørne i deres jagtområder, og mente derfor, at der var kommet flere bjørne”, siger Erik W. Born, som er konsulent ved Grønlands Naturinstitut. 

Der var således stor tvivl om bjørnenes reelle situation, og derfor spurgte den fælles regeringskommission for Canada og Grønland, ”The Canada Greenland Joint Commission on Polar Bears”, sin videnskabelige komité til råds om, hvordan man kan sikre en bæredygtig forvaltning af isbjørnebestandene. Kommissionen ville vide, hvilket niveau bjørnefangsten skal ligge på for at være bæredygtig, og hvordan ændringerne i bjørnenes levesteder påvirker bjørnene. 

”Vi svarede, at de tidligere bestandstal var forældede, og at der måtte nye undersøgelser til, for a spørgsmålene kunne besvares, siger Erik V. Born, som er formand for komitéen

Tyndere bjørne med færre unger 
Resultatet af de nye optællinger er, at bestanden i Baffin Bugt, nu tæller cirka 2.800 bjørne mod cirka 2.100 i 1997, mens Kane Bassin-bestanden er på cirka 360 bjørne mod tidligere cirka 200. 

”Men vi kunne ikke bare gå ud med hænderne over hovedet og fortælle det som en stor glædelig nyhed, at der var kommet flere isbjørne i Baffin Bugten, som fangstmæssigt er den vigtigste bestand. For de to undersøgelser kan ikke sammenlignes på grund af unøjagtigheder i 1997-undersøgelserne. Dengang var der væsentlig mere havis, og det ser ud som om, man i 1990’erene ikke talte bjørnene ude på isen med. Desuden fik man ikke afsøgt de dybe fjorde på Baffin Island, hvor især de voksne hunner opholder sig om sommeren, og derfor var 1997-tallet for lavt. Men hvor meget for lavt, kan vi desværre ikke præcisere”, siger Erik W. Born, og fortæller, at de i den nye undersøgelse endvidere har gjort andre væsentlige observationer end at tælle.

”Vi fik i løbet af de tre år dna-prøver fra cirka 1.400 isbjørne svarende til omkring 1.100 forskellige individer. Når vi var tæt på isbjørnene for at tage prøverne fra helikopter, noterede vi kropskondition og antal unger. Vi kunne se, at den generelle kondition for bjørnene i Baffin Bugt-bestanden er blevet dårligere. De er blevet tyndere og får færre unger”, siger han. 

Mindre havis påvirker bjørnelivet
Det skyldes, at isbjørnenes naturlige levested er ved at smelte under labberne på dem. Havisen er særligt om foråret adgangen til spisekammeret. Især til ringsælerne, der også er nært knyttet til havisen. 

Når der er mindre is, er isbjørnene nødt til at gå på land og har sværere ved at finde mad. Denne ændring bliver endnu mere kritisk af, at det er om foråret, de æder mest. 

Ved hjælp af satellitsendere, har forskerne kunnet følge bjørnenes færden, og det viser sig, at de nu om stunder på grund af havisens tidligere opbrud og forsvinden, tvinges på land, hvor de nu må opholde sig længere tid end i 1990´erne. Bjørnene tvinges nu til at gå på land næsten en måned tidligere om foråret. Havisen lægger sig også senere, og derfor opholder bjørnene sig nu cirka halvanden måned længere på land. 

”Jeg har set med mine egne øjne, hvordan havisen forsvinder. Det er skræmmende”, siger Erik W. Born, som har studeret isbjørne i Vest- og Østgrønland, Canada og Svalbard siden 1980.

Det er han blevet hædret for med en ”isbjørnenobelpris”, som regeringerne i de fem isbjørnelande USA, Canada, Norge, Grønland og Rusland har stiftet. Han fik den i 2015, første gang den blev uddelt.

Mens bjørnelivet er blevet sværere i Baffin Bugten, er det sandsynligvis blevet lettere i Kane Bassin, hvor den lille bestand holder til. Her er bjørnene i god form. De er velnærede, og det ser ud til at klimaforandringerne foreløbig er en fordel for dem.

”Isen er anderledes i Kane Bassin end i Baffin Bugten. Der er kraftig polar-pakis i Kane Bassin om sommeren, så selv om den også er gået tilbage her, er isen nu i en overgangsfase mere åben, og det giver en større produktivitet i havet, som er lig med mere mad”, siger Erik W. Born.

Politikerne går på tynd is 
Der gik mere end et halvt år fra den videnskabelige komité afleverede undersøgelsesrapporten til regeringskommission til den blev offentliggjort i februar 2017. Det kan skyldes den store interesse for isbjørnen, og at den er blevet et ikon for den globale opvarmning. Isbjørnejægerne har en interesse i at kvoterne ikke bliver mindre, og miljøorganisationer har en interesse i at beskytte isbjørnen bedst muligt. 

”Kommissionen skulle nok lige finde sine ben, inden den var klar til at gå ud med de nye resultater. Det er kompliceret. Områderne ændrer sig i takt med, at isen trækker sig tilbage, og vi kan ikke lave nye undersøgelser hvert år. Det er rasende dyrt med helikoptere, brændstof og andre udgifter i flere år ad gangen”, siger Erik W. Born.

Det næste skridt er at beregne, hvordan man bevarer bæredygtige bjørnebestande. Eller hvor mange isbjørne, man kan fange bæredygtigt fra de to bestande i lyset af, at havisen forventes forsat at gå tilbage, så isbjørnenes levested forringes yderligere. Regeringskommission har derfor bedt forskerne beregne den samlede fangst under forskellige scenarier. 

Videnskabsfolkene afleverer deres rapport 31. juli, og derefter er det op til politikerne at beslutte, hvordan de vil forvalte isbjørnebestandene, og det er forskerne glade for.

”Forvaltningen er ikke en opgave for forskerne, og vi ved jo godt, at forvaltning kan sætte lus i skindpelsen. For isbjørnene er politiserede”, siger Erik W. Born.

Hovedresultater

Baffin Bugt-bestanden
• Isbjørnene viser tegn på negativ påvirkning på grund af, at havisen er gået markant tilbage
• Bestandens udbredelse er formindsket
• Isbjørnene går på land cirka en måned tidligere end før
• Fødselsraten i er faldet
• De drægtige hunner går en måned senere i hi sammenlignet med 1990´erne
• Bjørnenes yngle-hi ligger flere hundrede meter højere nu (nødvendigt for at finde egnet sne til yngle-hulen)
• Bestanden i Baffin Bugten tæller omkring 2.800 isbjørne

Selv om det nyeste bestandstal er større end det tidligere, kan forskerne ikke komme med bastante udmeldinger om, hvorvidt bestandene er vokset siden 1990´erne, da der er tvivl om det tidligere tals nøjagtighed.

Kane Bassin-bestanden
Bestanden synes at have det godt og er øget siden 1990´erne, formentlig på grund af, at produktionen i havet i Kane Bassinet er øget. Bestanden tæller omkring 360 isbjørne.

Erik W. Born

Cand.scient. og dr.phil. i biologi og konsulent ved Grønlands Naturinstitut. Siden 1980 har han studeret isbjørne i Vest- og Østgrønland, Canada og Svalbard. Isbjørnestudierne har handlet om størrelse og udbredelse af bestande, forurening og beskrivelser af den grønlandske fangst. Formand for den videnskabelige komité for den fælles regerings-isbjørnekommission for Grønland og Canada. Desuden har han siden 1977 studeret forskellige arktiske pattedyr, som sæler, hvaler og hvalros.

Undersøgelsen

I 2011-2014 udførte Grønland og Canada en stor undersøgelse af de to fælles isbjørnebestande i Baffin Bugt og Kane Bassin. Undersøgelsen omfatter feltundersøgelser i Grønland og Canada forår, sommer og efterår.