Plustid

Du kan indgå en aftale om plustid som offentligt ansat. Det betyder, at du forøger din arbejdstid op til 42 timer pr. uge mod en tilsvarende lønstigning.

Plustid er en mulighed for, at man lokalt på arbejdspladsen indgår en aftale om højere individuel arbejdstid og tilsvarende honorering. En aftale om plustid er til hver en tid frivillig for den enkelte.

Din arbejdstid kan forøges op til 42 timer pr. uge. Du får også udbetalt honorering for den højere arbejdstid i tilfælde af fx sygdom, barsel og ferie. Hvis du har en rådighedsforpligtelse og et dertilhørende rådighedstillæg, fortsætter det uændret.

Er du ansat i staten, kan du aftale plustid med din lederen, hvis din tillidsrepræsentant og DM sammen med arbejdsgiver har åbnet op for muligheden på jeres arbejdsplads. Er du kommunalt eller regionalt ansat, kan du aftale plustid direkte med din leder.

Det er vigtigt, at du overvejer fordele og ulemper ved at indgå aftale om plustid. Det er vanskeligt at sige noget generelt om fordele og ulemper ved ordningen, da det er helt afhængigt af dine konkrete forhold på arbejdspladsen.

Følgende overvejelser kan være relevante:

Fordele ved plustid

  • Kan medføre en bedre honorering af arbejdstiden, hvis de normale arbejdsopgaver ikke kan nås på 37 timer
  • Kan give mulighed for at tilpasse arbejdstiden til egne behov og livssituation som en del af vilkårene i en konkret aftale
  • Kan give større tilfredshed med egne ansættelsesvilkår, hvis der skabes mulighed for balance mellem opgaver og arbejdsnorm
  • Højere arbejdstid kan aftales i en periode, hvor der er stort arbejdspres og dermed give en fast betaling for det ekstra arbejde
  • Den højere løn udbetales også ved fravær – fx ferie, sygdom, barsel og adoption.

Ulemper ved plustid

  • Kan betyde dårligere honorering end merarbejde (merarbejde 1:1,5)
  • Ledelsen kan lægge pres på den enkelte for at aftale højere arbejdstid
  • Højere arbejdstid medfører flere arbejdsopgaver  
  • Giver ikke mulighed for afspadsering, men kun mere i løn
  • Medfører risiko for, at balancen mellem familie- og arbejdsliv bliver skæv.
Helt generelt kan man dog sige, at plustidsaftaler aldrig bør fungere som redskab for arbejdspladsen til at komme sig over - eller forberede – fyringsrunder.

Bemærk, at hvis du bliver opsagt, har du ret til uden varsel at udtræde af plustidsaftalen i opsigelsesperioden. Det kan være relevant, idet plustid har indflydelse på, hvornår du er berettiget til dagpenge fra a-kassen.