Ophavsret

Ophavsretsloven taler om "litterære og kunstneriske værker", men det fremgår, at udtrykket "litterært værk" skal forstås som "en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller beskrivende fremstilling". Det har klart været lovgivernes hensigt, at videnskabelige fremstillinger dermed også er dækket. I den internationale ophavsret taler man da også normalt om "litterære, kunstneriske og videnskabelige værker".

Ophavsrettens bestemmelser om "litterære værker" dækker også "kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art". For fotografier og andre billeder gælder de særlige bestemmelser i fotografiloven. De forskellige gængse metoder til fremstilling af videnskabelige resultater er således dækket af bestemmelserne.

Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at det er den videnskabelige fremstilling, der er beskyttet, og ikke de teorier og resultater, der er indeholdt i fremstillingen.

Beskyttelsen forudsætter en rimelig selvstændig og personlig indsats. En slavisk eftergørelse af en andens fremstilling er naturligvis slet ikke beskyttet, men heller ikke en blot rutinemæssig sammenstilling af tilgængelige informationer. Kataloger, tabeller o.lign. er dog beskyttet i en begrænset periode - 10 år - mod kopiering og efterligning.

For fotografier stilles der ikke så store krav til den selvstændige indsats: I princippet er det den, der har trykket på knappen, der har retten til det færdige billede, uanset om der er tale om en ren rutineopgave. Kort fortalt giver ophavsretten ophavsmanden til et værk eneret til at bestemme, hvor, hvornår og i hvilken form, værket skal gøres tilgængeligt. Ophavsmanden har også eneret til at fremstille eksemplarer (eller kopier) af værket med henblik på salg eller andre former for distribution.

Det er et grundprincip i ophavsretten, at rettighederne er en følge af en personlig indsats. Derfor har de primært en personlig karakter. Hvis der er flere ophavsmænd til værket, har de ophavsrettighederne i fællesskab. Nogle af rettighederne kan overdrages til andre, f.eks et forlag eller den institution, hvor ophavsmanden er ansat. Men visse rettigheder, de såkaldt "moralske rettigheder" (droit moral) kan ikke overdrages. De forbliver altid hos den egentlige ophavsmand. Man har som forfatter til rapporter, artikler o.lign. således stadig krav på at blive navngivet, selvom udnyttelsesretten er overdraget til eksempelvis en arbejdsgiver.

Ophavsretten er knyttet til en materiel form - værket, fremstillingen - og det er denne form, ikke de ideer og tanker, som kommer til udtryk, der er beskyttet.

I videnskabelige kredse taler man ofte om "ophavsmanden" til en bestemt teori eller en bestemt opdagelse. Denne anerkendelse er normalt knyttet til offentliggørelsen af en rapport, en afhandling eller måske indgivelsen af en patentansøgning. Men der har ikke noget med ophavsret at gøre. Det strider klart mod god faglig skik at gøre andres ideer til sine egne, men ophavsretten kommer først ind i billedet, hvis man også gør deres ord til sine.

Til gengæld kan der være tale om det man kalder "videnskabelig uredelighed". Under Forskningsministeriet er der nedsat et udvalg UVVU (Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed). Udvalget behandler bl.a. klager over plagiering af andres forskningsresultater. Ophavsretten skal sikre ophavsmanden imod at andre tager æren for hans/hendes værk (eller dele deraf). Ophavsmanden kan kræve at blive navngivet i forbindelse med enhver gengivelse af værket i overensstemmelse med god skik inden for området. Ophavsmanden kan dog også bestemme, at værket skal offentliggøres under pseudonym eller anonymt.

Ophavsretten skal sikre ophavsmanden imod at værket bliver gengivet på en måde, der er "krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart". Der er her tale om forvanskede gengivelser af værket, og om gengivelser i en sammenhæng, som ophavsmanden finder krænkende.

Ophavsretten skal endelig sikre ophavsmanden imod at andre uden tilladelse udnytter værket kommercielt, eller på anden måde direkte eller indirekte skader ophavsmandens økonomiske interesser (f.eks. ved fotokopiering uden vederlag).

Det betyder selvfølgelig ikke, at man frit kan anvende et værk, blot man ikke tjener penge på det.

Hovedprincippet er, at enhver anvendelse kræver forudgående tilladelse.

Originale værker er beskyttet i hele ophavsmandens levetid. Herefter overgår rettighederne til arvingerne, og beskyttelsen gælder i yderligere 50 år.

Grammofonplader m.v. er beskyttet i 25 år fra tidspunktet for indspilningen. Kataloger, tabeller o.lign. er kun beskyttet i 10 år, igen regnet fra tilblivelsen.

Når beskyttelsen er udløbet, kan værket anvendes og gengives frit. De moralske rettigheder (droit moral) udløber dog aldrig. I Danmark er det Kulturministeriet, der kan påtale overtrædelser af droit moral for værker, der i øvrigt er frie. Ophavsrettigheder kan som nævnt overdrages til andre end den egentlige ophavsmand. F.eks. retten til at udgive en bog med henblik på salg. Hvad der overdrages i dette tilfælde, vil fremgå af forlagsaftalen.

Ofte vil der være tale om et bestemt værk, der overdrages ved en konkret aftale. Men overdragelsen kan også ske som led i et ansættelsesforhold, som når en journalist ansættes til at skrive artikler for et bestemt blad. Her kan bladet offentliggøre de enkelte artikler uden at skulle træffe en aftale i hvert enkelt tilfælde. Hvad der overdrages i sådanne tilfælde, vil fremgå af ansættelseskontrakten eller af normal praksis på området.

Selve det forhold, at et værk er blevet til helt eller delvis i arbejdstiden, medfører ikke automatisk at arbejds-giveren har ret til at råde over det. Den ansatte er heller ikke automatisk forpligtet til at sikre sig arbejdsgiverens accept, før hun træffer aftale med en tredie part om værket. Konflikter af denne art må løses ved en konkret vurdering af ansættelsesforholdet og ansættelseskontrakten i forhold til værket.

Når der er sket overdragelse, er den der har overtaget f.eks. udgivelsesretten, ikke berettiget til at ændre i værket uden aftale med ophavsmanden og heller ikke til at overdrage det videre til en tredje part.

Der er et stigende antal sager om ansattes ophavsret, d.v.s. spørgsmål om, hvorvidt rettigheder er overgået til arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet. Det kan dreje sig om retten til at træffe aftale med et forlag uden om arbejdsgiveren. Der kan også være tale om, at arbejdsgiveren mener sig berettiget til at kræve andel i de indtægter, der kommer ind ved salget eller som vederlag for fotokopiering i skolerne.

Hertil kan komme, at arbejdsgiveren stiller krav om indflydelse på værket; det kan være selve teksten eller i udformningen af forordet.

Hovedreglen efter dansk ret er, at ophavsrettigheder kun kan være overgået til arbejdsgiveren, hvis dette fremgår af ansættelseskontrakten, eller hvis det ligger i selve ansættelsesforholdet, som når man er ansat til at skrive eller redigere et blad eller tidsskrift.

Men selv når ophavsretten kan siges i et vist omfang at være overgået til arbejdsgiveren, kan der opstå konflikter om grænserne for overdragelsen. Gælder retten f. eks. også retten til udgivelse under en helt anden form eller overdragelse til en tredje part?

Der føres hyppigt diskussioner på de akademiske arbejdspladser om, hvem der egentlig har ret til at disponere over hvilke tekster og hvordan. Ofte sammenblandes arbejdsgiver- og arbejdstagersynspunkter eller en forståelig idealisme fører til en falsk opfattelse af de retlige forhold.

Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) kan bidrage direkte til afklaring af sådanne problemer, hvis udvalget får dem forelagt.

UBVA kan kontaktes ved henvendelse til DM. Se flere oplysninger på UBVA's hjemmeside.