Deltid

Du kan få en aftale om deltid, hvis din arbejdsgiver giver mulighed for det, men det er ikke en rettighed. Når du er deltidsansat, har du ret til de samme ansættelsesvilkår som en fuldtidsansat.

Du har ikke ret til at blive ansat på deltid, men du har mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du kan arbejde på deltid. Hvis du indgår en aftale med din arbejdsgiver om, at du arbejder på deltid, har du ikke ret til igen at blive ansat på fuld tid. Det er derfor vigtigt, at I aftaler, hvornår du kan blive ansat på fuld tid igen.

Din arbejdsgiver har ret til at varsle deltid, hvis fx være virksomheden oplever nedgang i ordrer. Et varsel om deltid skal følge dit opsigelsesvarsel, fx tre måneder, fordi der er tale om en væsentlig stillingsændring.

Dine ansættelsesvilkår

Når du er deltidsansat, har du ret til de samme ansættelsesvilkår som en fuldtidsansat. Reglerne om deltid er fastsat i deltidsloven.

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at din arbejdsbyrde bliver nedsat, så den svarer til din nye arbejdstid.

Din løn bliver reduceret forholdsmæssigt, når du arbejder deltid. Går du ned i tid fra fx 37 til 30 timer om ugen, skal din løn reduceres, så den svarer til 30/37.

Ferie og løn som privatansat

Hvis du er privatansat, vil din løn under ferien svare til den løn, du får på det tidspunkt, hvor du går på ferie. Hvis du er deltidsansat på tidspunktet, vil du modtage den samme løn under ferien – også selvom du har arbejdet fuld tid tidligere på året.

Dog bliver din løn under ferie reguleret på baggrund af din gennemsnitlige arbejdstid i året, hvis din arbejdstid er ændret med mere end 20 procent.

Selv om du er deltidsansat, optjener du ret til at afholde 25 dages ferie. Når du skal afholde ferien, vil de arbejdsfrie dage indgå i ferien forholdsmæssigt sådan, at en del af ferien skal afholdes på arbejdsdage og en del af ferien skal afholdes på arbejdsfrie dage.

Hvis du skal på barsel

Din deltidsansættelse har betydning for din dagpengeret under barslen. Det skyldes, at dine dagpenge bliver beregnet på baggrund af de timer, du normalt ville arbejde, og dine dagpenge bliver derfor tilsvarende nedsat. Kontakt din a-kasse, hvis du har spørgsmål til dagpenge.

Kontakt DM

Hvis du har brug for rådgivning omkring dine vilkår som deltidsansat, kan du kontakte DM på 38 15 66 00 eller dm@dm.dk.