Ledig på barsel

Hvis du er ledig og berettiget til dagpenge i en a-kasse, er du også berettiget til barselsdagpenge fra det offentlige. Der er dog undtagelser.

Hvis du er ledig og berettiget til dagpenge i en a-kasse, er du også berettiget til barselsdagpenge fra det offentlige. Der er dog visse dele af den fleksible barselsorlov, som ledige ikke kan bruge:

Du kan maksimalt forlænge barselsorloven med 8 uger. Dette gælder både, hvis du er ledig på tidspunktet for orlovens start, og hvis du bliver ledig under orloven. I situationer, hvor den ene forælder er ledig og den anden forælder i beskæftigelse, kan den ledige kun holde 8 uger af den forlængede orlov.

Du kan ikke udskyde orlov til et senere tidspunkt. Har du været i et ansættelsesforhold, og har udskudt noget af orloven, kan du først benytte den udskudte orlov, når du igen er i beskæftigelse.

Ønsker du som ledig at afholde delt barselsorlov, det vil sige holde orloven på skift, gælder der særlige regler:

For at kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis du som ledig forælder ønsker at holde barselsorlov i flere perioder, det vil sige skifte mellem at modtage arbejdsløshedsdagpenge og barselssdagpenge, skal der være 4 uger imellem to perioder med barselsorlov. Det vil altså sige, at du som ledig på barsel kun kan afbryde barselsorloven og efterfølgende modtage arbejdsløshedsdagpenge fra a-kassen, hvis ledighedsperioden er på mindst 4 uger.

Se også bekendtgørelse om rådighed (Retsinformation)