Åremålsansættelse

Hvis du vælger at blive ansat på åremål, skal du indgå en aftale, der opvejer usikkerheden ved de type stilling.

En åremålsansættelse er det samme som en tidsbegrænset ansættelse. Usikkerheden i den type stilling betyder, at du typisk får et åremålstillæg og mulighed for en tilbagegangsstilling eller en fratrædelsesgodtgørelse.

En åremålsperiode kan vare mindst tre år og højst seks år. Perioden kan forlænges - uden at stillingen slås op - med op til tre år. Ved forlængelse af åremålsansættelsen fortsætter de vilkår, du er ansat på, uændret.

Kontakt altid DM på 38 15 66 00 eller dm@dm.dk og få rådgivning om vilkårene for en åremålsansættelse, inden du forhandler og indgår en aftale.

Åremålstillæg

Størrelsen af dit åremålstillæg er afhængig af åremålsperiodens længde og af, hvorvidt du efter åremålets udløb er sikret en fast stilling (ret til en varig tilbagegangsstilling). Tommelfingerregelen lyder, at jo større usikkerheden er i ansættelsen, jo større tillæg kan der forhandles.

Hvis du er sikret tilbagegang til en fast stilling, kan åremålstillægget maksimalt udgøre 25 pct. af din grundløn og dine øvrige tillæg.

Hvis du ikke er sikret tilbagegang til en fast stilling, er der principielt ingen øvre grænse.

Åremålstillægget beregnes på baggrund af din faste løn (grundløn og tillæg) på ansættelsestidspunktet.

Åremålstillægget er pensionsgivende. Det gælder dog ikke for tjenestemænd, hvor der gælder særlige regler omkring beregning af pension for åremålsansatte.

Fratrædelsesbeløb ved åremålsansættelsens udløb

Du har mulighed for at indgå aftale om, at du modtager et fratrædelsesbeløb, når åremålsansættelsen udløber, hvis du er ansat uden ret til tilbagegangsstilling.

Fratrædelsesbeløbet vil typisk være en månedsløn for hvert fulde års ansættelse i stillingen.

Fratrædelsesbeløbet bortfalder, hvis du overgår til en varig ansættelse i åremålsstillingen, hvis du bliver direkte genansat i åremålsstillingen, eller hvis du bliver ansat direkte i en tilsvarende eller højere stilling inden for ansættelsesområdet.

Du kan ikke indgå aftale om et fratrædelsesbeløb, hvis du har aftalt ret til en varig tilbagegangsstilling.

Opsigelsesvilkår

Både du og din arbejdsgiver kan opsige åremålsansættelsen med de varsler, som gælder i funktionærloven og for tjenestemænd de varsler, der gælder i tjenestemandsloven.

Hvis du bliver opsagt fra en åremålsstilling uden tilbagegangsret, har du ret til et fratrædelsesbeløb på 12 måneders løn i åremålsstillingen, medmindre andet konkret er aftalt.

Hvis du bliver opsagt fra en åremålsstilling med tilbagegangsret, har du ret til et fratrædelsesbeløb på en måneds løn i tilbagegangsstillingen for hvert års påbegyndt åremålsansættelse, medmindre andet er konkret aftalt.

Bliver du opsagt på grund af sygdom eller alder, har du ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse medmindre det er aftalt konkret. Bliver du opsagt på grund af disciplinære eller strafbare forhold, har du heller ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis du selv siger op, har du ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse, medmindre det fremgår konkret af din ansættelsesaftale.