Sådan læser du et jobopslag: 3 grundlæggende råd

Ram rigtigt, når du søger job med tre gode råd til, hvordan du læser et jobopslag.

Hvad er det egentlig, arbejdsgiveren søger? Det handler om at ramme rigtigt på, hvad de ude efter, så derfor er det vigtigt, at du tuner dig ind på arbejdsgiverens  niveau, tyngde, ordvalg og signaler. Eller sagt med andre ord:

”Vurdér om du med din baggrund, rammer det de søger. Selvfølgelig skal man ikke kunne det hele, men man skal være et godt match. Man skal fx ikke som helt ny søge et job, hvor der kræves en erfaren,” siger karrierekonsulent i DM Charlotte Bak.

Læs og forstå
Det vigtigste først: Find ud af, hvad kerneopgaverne er. Sæt dig ind i arbejdspladsen, så du ved, hvordan dine kompetencer skal serveres. Sagsbehandling et sted kan hedde projektledelse et andet, det er derfor også vigtigt at bruge ord, som din fremtidige arbejdsgiver nemt kan sætte sig ind i og forstå.

Research og ring
Mange har forbehold for at ringe, men her skal du faktisk ikke holde dig tilbage, hvis du har relevante spørgsmål, der ikke er svaret på i opslaget:

 ”Det er ikke nødvendigvis et opkald, der gør, at du får jobbet, men det gør, at du kan skrive en meget mere målrettet ansøgning. Bare det, at du kan pejle ind på, hvilke af opgaverne der fylder mest. Det gør, at du kan vægte det rigtigt i ansøgningen. Det kan også være, at der er noget, som ikke er kommet med i jobopslaget, som du kan få at vide ved at ringe. Så hvis der er noget, der ikke fremgår klart, så ring endelig", lyder rådet fra Charlotte Bak.

Skriv og svar
I skriveprocessen er det nødvendigt at være konkret. Skriv, hvordan du vil løse kerneopgaverne. Giv eksempler på, hvordan du før har arbejdet med samme eller lignende opgaver. Svar på jobopslaget og vær forsigtig med at bruge vage formuleringer, som ikke siger noget om, hvordan du arbejder. De stjæler nemlig plads, som du i ansøgningen i stedet kan bruge til at vise, hvordan du konkret og med hvilke opgaver kan indgå på arbejdspladsen.

Brug DM
Som medlem kan du få feedback på ansøgning, cv og din LinkedIn-profil, når du søger job. DM's karrierekonsulenter har mange års erfaring med professionelle ansøgninger og kender magister- og scient.arbejdsmarkedet indgående. Du får konstruktiv feedback inden for tre arbejdsdage, så du får det bedste udgangspunkt for at sende en ansøgning af sted.

Sådan kan du få feedback af en ekspert