Læger efterlades alene

For nyuddannede læger er den første tid på et sygehus både svær og ensom, viser en undersøgelse. Arbejdspresset på sygehusene gør, at nyuddannede lægers autoritet bliver udfordret, og det forventes af dem at de stort set fra dag et, kan træffe store beslutninger alene.

Af Tine Klitgaard Jacobsen, cand.scient.anth.
Senest opdateret 07.12.2016

I forbindelse med mit speciale på antropologistudiet, lavede jeg feltarbejde på en kirurgisk afdeling på et dansk hospital. Her oplevede jeg, hvordan de nyansatte læger i introforløbet i begyndelsen af deres ansættelse bliver vist rundt og får sagt hej til mange af de nye kolleger. Men herefter bliver de placeret på andre afsnit og får at vide, at ”du kan jo altid ringe”.

En af lægerne jeg fulgte gennem mit feltarbejde er 27-årige Tanja. Hun er umiddelbart inden sin ansættelse blevet færdiguddannet fra universitetet og er netop flyttet til byen. På trods af, at hun er helt nyuddannet, har hun oparbejdet klinisk erfaring. I løbet af sin studietid har hun dels haft en ansættelse på tre måneder over en sommerferie og dels et halvt års vikariat. Begge på forskellige afdelinger og på andre sygehuse. 

Da jeg taler med hende i begyndelsen af ansættelsen, lægger hun ofte vægt på, at hun har erfaring fra tidligere. Men i arbejdet på afdelingen viser det sig dog, at denne erfaring ikke altid er nok. Jeg vil gennem artiklen følge Tanja på en typisk vagt på afdelingen og herigennem vise, hvilke udfordringer hun som nyuddannet læge støder på.

Nødvendig men ikke tilstrækkelig bagage
Tanja har en af sine første vagter i sygehusets modtagelse. Den er placeret et stykke væk fra afdelingens øvrige afsnit, og da hun farer vild på vejen, tager det tid for hende at finde derned.

I modtagelsen er der endnu ikke kommet patienter, som Tanja skal se, så hun begynder i stedet at læse op på en patient, der er på vej. Hun har dog problemer med at logge på computeren, så hun skal først have fat i it-afdelingen.

Da hun endelig får patientens journal frem, kommer hun i tvivl om, om patienten skal synke sine piller, eller om det skal være stikpiller, når patienten med stor sandsynlighed møder fastende. Hun giver sig til at slå det op i en af sine små bøger i kittellommen, mens hun siger: "Det faglige har vi alle sammen. Vi har det jo i hovedet, men vi skal så omsætte det. For man har læst tonsvis af bøger, men har ikke rigtig brugt det, så man skal lige finde det frem. En ting er at læse og forstå det, og noget andet at anvende det i praksis."
Nyansatte kender ikke lokale forhold og procedurer.

Det lille eksempel illustrerer, hvordan lægernes teoretiske ballast fra mange års studier er nødvendig for at give dem autorisation til at virke som læge, men samtidig utilstrækkelig til at begå sig på afdelingen. På studiet gennemgår de medicinstuderende kroppens funktioner og læser om patient-cases, der skal være med til at klargøre sygdomsbilledet. Men denne viden viser sig ofte at være idealiseret i forhold til den hverdag, der møder de nyuddannede læger på arbejdsmarkedet. Her er patienterne ofte mere komplicerede samtidig med, at de som nyansatte ikke kender lokale forhold og procedurer på de enkelte afdelinger. 

Afhængige af andres lokale viden
De nye lægers manglende erfaring og kendskab til lokale procedurer gør, at de, særligt i begyndelsen af deres ansættelse, er afhængige af andre lægers og sygeplejerskers praktiske erfaring og lokale viden.

Efter at have bladret kort i sin opslagsbog, beslutter Tanja sig i stedet for at finde en kollega, hun kan spørge.

Jeg tror, hun vil finde en af sine lægekolleger, men det går hurtigt op for mig, at de ikke er til stede. Hun forklarer mig, at når hun arbejder som forvagt, er det hendes opgave at passe de patienter, der kommer akut ind, og det er hun ene om. Derfor beslutter hun sig for at spørge en af sygeplejerskerne.

Isoleret fra lægekollegerne
I mit feltarbejde bliver jeg hurtigt opmærksom på, at de nye læger ofte arbejder meget isoleret fra de øvrige læger på afdelingen og at den interaktion, der finder sted, mest foregår gennem telefonsamtaler.
De dage hvor der er travlt, kan der gå op til 15 timer, hvor de nye læger ikke ser andre læger fra deres afdeling.
Isoleringen skyldes, at de nye læger primært er placeret i modtagelsen, hvor der ikke er andre læger fra afdelingen til stede. De erfarne læger arbejder på de øvrige sengeafsnit og befinder sig ellers på operationsgangen. De dage, hvor der er travlt, kan de nye læger således gå en hel arbejdsdag på op til 15 timer uden at se nogen af de andre læger fra afdelingen.

Derfor bliver det ofte sygeplejerskerne, der bliver de nye lægers tætteste samarbejdspartnere. Sygeplejerskernes teoretiske ballast er ikke så omfattende som lægernes. Men omvendt gør deres mange års kliniske erfaring, at de har oparbejdet en rutine og et solidt kendskab til afdelingens typiske patienter, symptomer med mere.

Tvungen ydmyghed
Da Tanja kommer ind i sygeplejerskernes vagtstue, rammer hun tilsyneladende ind i deres formiddagspause. Der er livlig og høj snak rundt om bordet, og ingen kigger op. Tanja rømmer sig og spørger, om der er én, der har tid til at hjælpe hende med en patient. Snakken fortsætter. Tanja spørger igen, denne gang lidt højere. En af sygeplejerskerne kigger op og spørger, hvilken patient det drejer sig om. De følges ud på gangen og ned i modtagelsen.
De nyuddannede læger er alene og afhængige af samarbejdet med sygeplejerskerne, og det påvirker deres ageren.
Da Tanja skal præsentere sig over for sygeplejersken, understreger hun gentagne gange, at hun er ny og stort set ingen klinisk erfaring har. Da jeg efterfølgende taler med hende om det, siger hun, at det er vigtigt for hende at signalere over for sygeplejerskerne, at hun ikke kommer som Kloge Åge, og tror hun ved det hele. I stedet er hendes tilgang langt mere ydmyg, og hun fremhæver over for sygeplejerskerne, at der er ting, de ved bedre end hende. 


Tanja forklarer, at hun har hørt fra en anden ung læge, at tonen fra sygeplejerskerne kan være hård i modtagelsen, hvorfor hun mener, at det godt kan betale sig at være ekstra ydmyg og flink, særligt den første dag.

Nyuddannedes autoritet udfordres
Da de nyuddannede læger primært arbejder alene, er de meget afhængige af samarbejdet med sygeplejerskerne, og ovenstående eksempel viser, at det påvirker deres ageren. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for de nye læger at være på god fod med de øvrige læger. Men da det er sygeplejerskerne, der er deres primære samarbejdspartnere, er det af afgørende betydning, at netop dette samarbejde fungerer.

Denne afhængighed giver i nogle situationer sygeplejerskerne en position til at udfordre de nye lægers autoritet. På dage med god tid, og hvor der er et godt flow i patientgennemstrømningen, er der god stemning: Sygeplejerskerne er gode til at opfordre lægerne til at holde pauser, og der er tid til kaffe og snak. Anderledes ser det ud de dage, og dem er der mange af, hvor der er travlt. Særligt når der er mangel på sengepladser, eller mange patienter er i kø. Så kan stemningen være hektisk og konfrontationerne mange. Eksempelvis i modtagelsen, når Tanja beslutter sig for at holde frokostpause klokken 15.00 og bliver sendt af sted med en bemærkning fra sygeplejerskerne om, at der ligger flere patienter og venter.

På afdelingen er der konstant et højt patientpres. Der kommer mange patienter gennem modtagelsen, som ofte bliver indlagt på afdelingens øvrige afsnit. Afsnit, der i forvejen er fyldte. Her er sygeplejerskerne, modsat lægerne, kun tilknyttet ét afsnit, hvilket gør, at de ofte ser patienterne gennem længere tid og har den primære kontakt til patienterne. Når stuerne er fyldte, ender patienterne med at blive placeret på gangene, og det lægger ekstra pres på sygeplejerskerne, da de hermed har flere patienter at se til. I travle situationer kan der således ske et clash mellem arbejdstempo og forventninger.

På sygeplejerskernes præmisser
Det overordnede mål for både sygeplejersker og læger er at behandle patienterne. Men hver faggruppe har også sine egne interesser og forventninger til arbejdets tempo og indhold. Sygeplejerskerne forventer en læge, der er klar til at udskrive patienter ud fra egen bedømmelse, men denne beslutning er svær at træffe for de nye læger.

Ganske vist er lægerne og sygeplejerskerne samarbejdspartnere, men det er i travle situationer et samarbejde, der er baseret på sygeplejerskernes præmisser, og den nyuddannede læge står ofte alene tilbage med ansvaret for, at den rigtige beslutning er truffet. I disse situationer bliver telefonen de yngre lægers livline, da de herigennem sikrer sig grundlag for at træffe de rigtige beslutninger. Særligt når de bliver konfronteret med spørgsmål som: ”Er du nu sikker på, at patienten ikke kan udskrives i dag?”

Samarbejdsvilkårenes afgørende betydning
Mit speciale viser, at det er en kompleks proces for de nyuddannede læger at passe ind socialt og få samarbejdet til at fungere. Mange af dem udtrykker frustrationer over oplevelsen af manglende inddragelse og interaktion med andre læger, og at isolationen gør det til et ensomt forløb. Samtidig er faget for mange nye læger lig med et stort ansvar og forventningspres, både fra dem selv og andre. De er bevidste om, at sygeplejerskerne i disse situationer er en uundværlig hjælpende hånd, på trods af, at det kan være et krævende samarbejde.

Når en afdelings prioritering af ressourcer og placering af læger diskuteres, er det vigtigt at have in mente, at afdelingen er fanget i et pres mellem modsatrettede interesser og forventninger. Afdelingens vigtigste funktion er at behandle patienterne bedst muligt. På samme tid er afdelingen et uddannelsessted med en forpligtelse til at tage sig af og uddanne yngre læger. Både for patienternes og lægernes skyld, men også for afdelingens, som har en interesse i at rekruttere yngre læger.

Oven i dette, er afdelingen underlagt krav om effektivisering og besparelser fra et højere regionalt og politisk plan. Dette kommer til at påvirke de to andre interesser, da uddannelse af læger koster tid, og det harmonerer ikke altid med de høje krav om hurtig behandling og det store antal af patienter, som afdelingen skal behandle.

Nyuddannede lægers forhold trænger til debat
I den offentlige debat diskuteres nyuddannede lægers samarbejdsvilkår sjældent, hvorimod det er ord som effektivitet, produktivitet samt kroner og ører, der er i højsædet.

På universitet undervises lægerne ikke i, hvordan de en fredag nat i modtagelsen, hvor ventende patienter hober sig op på gangene, bedst muligt samarbejder med sygeplejersker, der har mange års klinisk erfaring. På samme måde lærer de heller ikke, hvordan de skal etablere kontakt til og bedst muligt samarbejde med erfarne læger, som arbejder på andre afsnit langt væk fra dem selv.

Flere af de nyuddannede læger i undersøgelsen har kun haft én dags oplæring, og flere af dem efterlyser en bedre introduktion og oplæring. Dette kunne eksempelvis ske gennem en længere periode, hvor lægerne er vagtfri, og hvor de dermed selv kan styre tempoet. De nye læger er forskellige, har forskellig erfaring og forskelligt mod på nye opgaver, og det skal der være plads til. Derfor ville det være en stor fordel, at der den første tid var plads til rettidig velkomst, grundig oplæring, følgevagter og eventuelt skemalagt supervision.
Som læge handler det ikke blot om det medicinsk faglige. Det handler også om at tilegne sig evnen til at passe ind socialt og samarbejde på tværs af faggrupper.
De færreste ønsker at blive kastet ud i et nyt job uden introduktion, og det er vigtigt at huske på og tage det alvorligt, at lægerne de første mange år af deres karriere er uddannelseslæger. At (lære at) være læge handler om mere end blot det medicinsk faglige. Det handler også om at tilegne sig evnen til at passe ind socialt og samarbejde på tværs af faggrupper. Betydningen af denne proces er et overset tema, som trænger til en diskussion.

Se uddannelsesforløbet for læger (pdf)