Vi styrer mod katastrofen

Vækst og bæredygtighed er på kollisionskurs, for vi er så fokuserede på de kortsigtede gevinster, at vi glemmer helheden. Vækst er mere end omsætning, produktion og overskud. Det er også dannelse, lykke og livskvalitet. Vi bliver nødt til at sætte skub i et paradigmeskifte, for kloden er på katastrofekurs. Og det er vores egen skyld.

Steen Hildebrandt
Af Steen Hildebrandt, professor, ph.d.
Senest opdateret 07.07.2016

Vækst er kapitalismens løfte, siger man. Nogle siger, at det er et implicit løfte, men under alle omstændigheder taler stort set alle politiske ledere og virksomhedsledere om vækst. Og vækst betyder i denne sammenhæng materiel og økonomisk vækst. Altså vækst i omsætning, produktion, overskud, beskæftigelse, markedsandele og BNP. Det er økonomi, produktion, tal. 

Vi skal tilbage på vækstsporet”, siger politikerne. ”Uden vækst dør vi”, siger erhvervslederne. Ja, selv universiteter, skoler, plejehjem, biblioteker, kirker og mange andre offentligt ejede virksomheder og institutioner skal præstere vækst. Hvorfor? Fordi!
Det er uomtvisteligt at den vækst, som man mange steder ikke bare er optaget af men jagter og vil opnå for enhver pris, har store mere eller mindre utilsigtede og mere eller mindre erkendte effekter, ofre, omkostninger og virkninger: Det handler fx om udledning af CO2, allehånde former for forurening og affald fra den enkelte virksomhed. Det handler om sygdomme som fx stress, angst og depression hos ledere og medarbejdere i virksomhederne forårsaget af eller relateret til arbejdsmiljøet. Det handler om arbejdsulykker og om mange forskellige typer af virkninger på natur og dyr. Og det handler om virkninger på andre mennesker uden for virksomhederne, fx kunder og købere af de produkter og ydelser, som virksomhederne leverer.

Sagt i korthed har vi indrettet et system, hvor mange af de ofre og omkostninger, der er forbundet med at producere produkter og ydelser ikke medregnes i de regnskaber og kalkulationer, som de enkelte virksomheder aflægger og gennemfører. Regnskaberne indeholder kun nogle af omkostningerne, hvorimod andre omkostninger – af forskellige årsager – holdes uden for. Det er selvfølgelig uholdbart, og det fører til enorme skævheder og uhensigtsmæssigheder.

Kortsigtede politikere og erhvervsledere
Dette er én side af vækstdebatten. En anden, og dermed sammenhængende side er, at vi maksimerer vækst, men kun én slags vækst. Det er som om vi i vores iver efter kortsigtet, økonomisk vækst har glemt og ignoreret, at der også på kort sigt er mange andre relevante vækstdimensioner - hos det enkelte menneske, i virksomheder og samfund. Lad mig pege på enkle, velkendte begreber som dannelse, livskvalitet, sundhed, uddannelse, lykke, nærvær og empati. 

Et samfund eller en virksomhed kan udvikle sig i mange retninger eller dimensioner, og derfor har vi da også i de senere år fået en debat om en dobbelt, tredobbelt eller ligefrem femtendobbelt bundlinje. En økonomi-, miljø- og social bundlinje nævnes oftest. Undertiden formuleres det som profit, people og planet. På BNP-området er der en berettiget, velkendt og intens debat om alle uhensigtsmæssighederne ved det traditionelle BNP-begreb, som vi på trods af alle mangler og uhensigtsmæssigheder har meget svært ved at forlade – eller bare supplere.

Et tredje aspekt handler om tidsdimensionen. Ikke nok med at vi maksimerer på en meget snæver og ofte kontraproduktiv måde. Vi maksimerer også oftest meget kortsigtet. Det vil sige, at vi meget ofte lader alle de langsigtede virkninger, hvad enten de er positive eller negative, ude af betragtning. Vi handler kortsigtet. Det gælder i helt særlig grad de politiske ledere. De handler ofte med et sigt, der handler om uger og måneder, og i hvert fald om valgperioder. Men også mange virksomhedsledere tænker og handler kortsigtet, blandt andet med blikket stift rettet mod aktiemarkederne og de snævert tænkende finansielle virksomheder og långivere.

Bæredygtighed er livsvidenskab
Bæredygtighed er et meget benyttet men også misbrugt begreb. Vi bruger det i flere og flere sammenhænge: Bæredygtig vækst, produktivitet, konkurrence, mode, profit, pædagogik, skole, velfærd. ”Sandhedens modsætning er enkelhed”, sagde Niels Bohr. Vi skal acceptere, at dette både er kompliceret og også enkelt. Så enkelt og kompliceret, at vi med Dalai Lama véd, at ”samtlige vore handlinger har en universel dimension”.
Vi ved ikke, hvad et bæredygtigt samfund er. Men vi ved, at mange nuværende samfund helt sikkert ikke er det.
Brundtland-rapporten siger, at ”en bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”. Rapporten gør begrebet om bæredygtig udvikling til den grundlæggende idé for menneskelig udvikling på langt sigt. Man er optaget af, hvilken menneskelig udvikling naturen kan holde til, uden at fremtidige generationer af mennesker generelt får dårligere livsbetingelser, end vi har i dag. Ja, man sigter højere og spørger, hvilken udvikling der vil bidrage til en forbedring af livsbetingelserne for kommende generationer.

Selv om begrebet bæredygtighed er gammelt, er det alligevel også i sin vorden. Vi véd ikke, hvad et bæredygtigt samfund er, men vi véd én ting: Mange nuværende samfund er helt sikkert ikke bæredygtige. Bæredygtighed skal i de nærmeste år udfoldes og konkretiseres til en slags bio- eller livsvidenskab om klodens og livets bæredygtige udvikling. Om mennesker i fællesskaber, om samhørighed og mening. Heri ligger en invitation til og et krav om tværfaglighed. Nogle af de fagligheder og videnskaber, som vi kender i dag, må betragtes som indledninger og forsøg, der i fremtiden skal integreres i og udvikle sig til helt nye videnskaber. Videnskaber, som vil komme til at rumme stedse større helheder og forklaringskonstruktioner. Udviklingen inden for moderne neurovidenskab er en vigtig del af denne udvikling, fordi dette videnskabsfelt blandt andet bidrager til belysning af menneskers samhørighed og bevidsthed og dermed til forståelse af den mangfoldighed af beslutninger, som individer og grupper af individer træffer eller ikke træffer. 

Vi er ude af balance
At noget er bæredygtigt betyder, at det er i stand til at bære, opretholde eller genskabe sig selv. Sådan som naturen og livets processer igennem evolutionen uendeligt har gjort og gør det. Ud fra det burde bæredygtighed i enhver henseende være en selvfølge – en naturlig og selvindlysende bestræbelse. Men sådan er det ikke. 

Bæredygtighed handler om alt liv på kloden. Om samfund, virksomheder og mennesker. Og om hvordan vi på alle niveauer overlever og reproducerer os selv på en balanceret måde. 

Det er på en måde svært at forstå, at det skulle være nødvendigt at diskutere, om bæredygtighed er en god idé. Men det er nødvendigt at udforske de nye og vigtige tværfagligheder – for på den måde at åbne horisonten til mere menneskevenlige og helhedsorienterede perspektiver. 

Vi ved det udmærket: Ting hænger sammen. Hvad virksomheden gør, hvad der sker i børnehaven, hvad jeg som forbruger gør, hvad politikerne beslutter. Det virker og påvirker. Alt er forbundet. Alligevel opfører vi os mange steder på måder som indebærer, at både individer og store systemer er ude af balance. Det er ikke natursystemerne, der er noget i vejen med. Det er vores tanker, holdninger, følelser og vurderinger – og handlinger. 

Kloden tager skade
Som nævnt bliver der truffet mange beslutninger verden over som - hvis de ses i et bredere og længere perspektiv - er skadelige i en række andre henseender, fx klimamæssigt, biologisk, økologisk, socialt, og faktisk ofte også i et langsigtet økonomisk perspektiv. Der bliver truffet mange uhensigtsmæssige og destruktive beslutninger. Efter de fleste eksperters udsagn kan kloden ikke blive ved med at tåle det. Kloden er på en katastrofekurs. 

Geologer regner med, at der fem gange i klodens tre og en halv milliard år lange udviklingshistorie har været naturødelæggelsesperioder så voldsomme, at ordet udslettelse har været på sin plads. De menneskelige beslutninger, jeg taler om oven for, hører ikke til i småtingsafdelingen. Det er beslutninger, der muligvis medvirker til, at kloden er på vej ind i en ny og sjette udslettelsesperiode. Udslettelse, fordi vi ikke forstår og ikke respekterer livet på kloden.

Vi - politikere, ledere, forbrugere, medarbejdere og mange andre - bliver nødt til at minde hinanden om det perspektiv. Vi skal minde hinanden om, at vi i dette århundrede muligvis er ved at nærme os et punkt, hvor det ikke - som tidligere - er naturen selv, men vi mennesker, der helt eller delvist er i færd med at udslette livet på kloden. 

De tidligere udslettelsesperioder var karakteriseret ved, at det var naturen, der udslettede sig selv. I denne aktuelle epoke er det mennesker, der ødelægger. Og det sker, fordi vi gennem vores beslutninger påfører kloden voldsom og vedholdende skade og pres.

Det økologiske syn mangler
Vores udfordring er at forstå livet på kloden på en mere helhedspræget og systemisk måde, end vi har gjort hidtil. Der er tale om et opgør med den reduktionistiske og mekaniske verdens- og livsforståelse, der har domineret i hvert fald den vestlige verdens tænkning gennem tre-fire hundrede år. Vi har i denne periode, der i den store sammenhæng udgør en forsvindende lille del af menneskehedens historie, splittet alting ad i stumper og stykker og behandlet alting isoleret, adskilt og mekanisk.
Det nye er et holistisk verdenssyn, der ser verden som et integreret hele. Lad os kalde det et økologisk syn.
Verdensberømte forskere som Albert Einstein, Niels Bohr, Werner Heisenberg, H. Maturana og F. Varela er blandt de, der har været med til at udvikle det nye systemiske syn på liv, som er ved at føre videnskaben og mange praktiske livsformer ind i en ny æra.

Det nye paradigme ser ikke verden som én stor maskine, der kan skilles ad, men tvært imod som et netværk. Det nye er et holistisk verdenssyn, der ser verden som et integreret hele snarere end en samling uafhængige dele. Lad os kalde det et økologisk syn. 

Der er behov for en dyb økologisk bevidsthed, som er karakteriseret ved en forståelse af den fundamentale gensidige afhængighed mellem alle fænomener i verden. Og der er behov for den kendsgerning, at vi som individer og samfund, alle er indlemmet i, og er dele af og afhængige af alle de cykliske processer i verden. 

For hundrede år siden var det måske lidt for højtflyvende og verdensfjernt at tale på denne måde. I dag er det dyb alvor og dybt realistisk og jordnært at tale sådan, og vi bliver nødt til at få disse aspekter og dimensioner ind i vores hverdag. For det er i hverdagen, at de beslutninger og afvejninger foretages, der fører kloden mod katastrofale klima-, forsynings- og ressourcesituationer. Det er i hverdagen, vi glemmer, at den vækstfælde, som vi er fanget i, påfører kloden undertiden uoprettelig skade. Det vedkommer os alle: Politikere, virksomhedsledere, offentlige ledere, forskere, forbrugere, uddannelsesledere, lærere og pædagoger. På et hundrede år er det blevet smerteligt verdensnært at tale sådan. Det er derfor, vi skal nytænke vækstbegrebet og besinde os på, hvad vi dybere set mener med og ønsker af væksten.

Her kan du læse mere

The Systems View of Life af F. Capra og L. P. Luisi. Cambridge University Press. Cambridge 2014.

Bæredygtig ledelse af Steen Hildebrandt & Michael Stubberup. Gyldendal Business. 2. Udgave. København 2010.

Vækst og bæredygtighed af Steen Hildebrandt. Libris. København 2014.